Høst og popcorn

De sidste to søndage har jeg holdt høstgudstjeneste. I dag var det i Vejle. Flere havde taget med fra deres haver, så der var blomster, æbler, gulerødder og blade. Flot så det ud. Vi sang "Nu falmer skoven". Men så stoppede det "gamle" også - for hvorfor er det, at vi, der til daglig køber både brød og mælk i supermarkedet, holder høstgudstjeneste og tænker på bonden, der engang såede ved håndkræft og synger om trækfugle? 

Grunden er naturligvis at vi trods industrialisering og teknik stadig skal huske på at maden vi spiser, og tøjet vi har på - og det vi sidder i, kører i, lever med - har groet på en mark, vokset på et dyr eller er udvundet af jorden. Vi hænger stadig væk sammen med naturen, selvom den ikke altid ligner en kornmark. Derfor er det stadig relevant at takke Gud for, at han sørger for os. For selvom vi producerer en masse med vores hænder, så er vi stadig afhængige af det vi ikke kan kontrollere eller lave selv. 

I dag er der så kommet den ekstra dimension med, at vi forstår - eller i hvert fald begynder at ane - at den afhængighed går hele kloden rundt. Og at det, vi gør i én verdensdel, påvirker resten af verden også. Derfor handlede gudstjenesten i dag om, hvorfor vi også i kirken skal tage klima forandringer alvorligt. Og hvorfor vi skal gøre det af kærlighed istedet for dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed er let at få, når man læser aviser, hører foredrag eller ser TV klip fra eks. den Mexianske golf - ligesom magtesløsheden er let at få som følgesvend. Kirker verden over engagerer sig i klimadebatten udfra forståelsen af, at når Gud har skabt verden og kaldt den "god" - og ikke mindst når vi siger, at Han elsker ALLE mennesker, så må vi tage den kærlighed til alt og alle, så alvorligt, at vi lever her, så de også kan leve der. 

Derfor gik vi i gudstjenesten idag rundt til forskellige stationer. Én handlede om at jorden du træder på er den samme, som jeg træder på. En anden handlede om fantasi og nysgerrighed, fordi hele verden består af så mange forskellige dyr. 

Og ved en anden kunne man røre ved en majskolbe og spise lidt popcorn (stort hit for den yngste gruppe!). For os er popcorn en slags slik - for andre er majsen det daglige brød. Her kunne man læse en tekst, som er lavet af Grøn Kirke netop til høstgudstjenester. Jeg synes den er voldsomt tankevækkende. På den gode måde. Den er er her: 

"Som i en krybbe foret med bast og blade ligger majsen – som engang en lille dreng lå, kun beskyttet af en fattig kvinde. Majsen er kvindens spinkle håb for fremtiden. Spinkel som drengen i krybben. I gode tider, da regnen kom i rette tid og mængde, var majsen tyk og nærende, fyldt af solens energi. Livets mulighed for barnet. Men nu brænder solen jorden, og der er ingen regn til at køle den ned. Barnet brænder fødderne på jordens støvede bagesten, og majsen vil ikke gro. Den tørrer ind, før den bliver moden. Og i takt med majsen skrumper børnenes overarme ind til tørre lemmer. Når omkredsen under 12,5 cm., skal barnet indlægges, hvis der var et hospital. Eller penge. Når majsens omkreds under 12,5 cm., falder kvindens tårer på barnet, og alle hænder foldes i bøn for livet. ”Herre, tilgiv dem. For de ved ikke hvad de gør”. Gør vi?"

Og endelig var det bare godt at være sammen om at fejre gudstjeneste - unge som gamle.