For 3 måneder siden skrev jeg sådan for mig selv:
"Almindeligvis er jeg ikke konflikt-sky; jeg kan godt tage en svær samtale, hvis det er nødvendigt, og kan også godt tåle at høre en træls sandhed selv. Men jeg er ikke meget for helt selv at skulle sige noget meget konsekvent til en anden. Du ved, sådan noget med at fortælle hvilke forventninger jeg har til vedkommende, eller hvad jeg ikke vil finde mig i - og hvorfor deres opførsel så ikke er i orden. Jeg tror, det er mig ophold på flinkeskolen, der volder mig problemer.
Alligevel står jeg nu i en situation, hvor jeg er klar til at bide fra mig. Jeg føler mig i den grad provokeret, og mine grænser bliver overtrådt gang på gang. Det er i den grad enerverende hele tiden at få en andens mening påduttet - særligt når det som regel handler om, at det jeg gør ikke er godt nok, eller at der ikke ville være noget problem, hvis bare jeg ville tage mig sammen.
Det drejer sig om “før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen indeni mig. Hendes meninger giver genlyd i mit på-5.-måned-uden-hel-natte-søvns trætte hoved: “Sådan er det at være mor. Du har jo selv ønsket dig det?” Eller når jeg ikke forstår, hvordan jeg ikke kunne nå at gå i postkassen OG hænge tøj op, selvom jeg har haft hele dagen, og ovenikøbet piber over ikke at have haft tid til at snakke med en veninde, lyder det: “Når man har børn, kan man jo ikke alting, vel? Nu har du jo én, der er afhængig af dig! Er det måske ikke vigtigere end det andet, du ville?” Eller når jeg er himlende lykkelig, og har lyst til at fortælle alle, hvor stort er vidunder vi har: “Ja, men det er jo ikke sikkert andre gider høre om det, vel? Hele verden handler jo ikke om at du er på barsel. Se nu at få lidt perspektiv i tingene.” Selvom den værste nok er, når jeg er ved at eksplodere i ansigtet på barnet, fordi han igen igen igen vågner og græder: “Nu må du tage dig sammen. Hvordan kan du have det sådan med ham, når du har ønsket ham så meget?!” Hun citerer mine tanker og idéer om at være mor og have et barn fra før jeg havde ét. Hun er klog på en jeg-ved-bedre-måde. Hun taler, som hun har forstand til - og det er immervæk ikke meget, kan jeg afsløre.
The thing is at “-før-jeg-blev-mor-men-virkelig-gerne-ville-være-det”-stemmen har været så stor en del af mig i så lang tid, at jeg nu, hvor jeg faktisk er mor, liige skal minde mig selv om, at det faktisk er det jeg er. Ventetiden er ovre. Alle drømmene, illusionerne og forestillingerne forsvinder nu, hvor the real thing sker. Og det er rigtig godt - hvis jeg altså bare kunne få den der stemme sparket ud af døren, så jeg kunne frustreres og glædes over det som er!"
Åhja. Det er (eller var?) taget lige på kornet. Sådan en stemme har jeg også indeni. Hvis hun stadig snakker med, så bare bed hende klappe i - på en pæn måde. De (stemmerne) prøver godt nok kun at beskytte os, men det er mod vores egne følelser, og i sidste ende er vi nok bedre tjent med at mærke og acceptere dem (følelserne). At være mor er også at blive ked af at have mistet noget frihed og frustreret over at ikke at have så megen kontrol over sin tid, fx. Det er da også irriterende :-).
ReplyDeleteGod weekend, Anne!
Jeg tænker det måske er godtnok at den der stemme også er der. For hvis ikke drømmene på en eller anden måde fastholdes, så føler jeg nogengange at jeg lader mig skylle med på frustrations-bølgerne, og erkender alt for meget, at det at være mor er sure sokker, snot, numser og skrig i en lang køre. For mig er det vigtigt at have et mål. En weekend uden at råbe ind i hovedet på sine børn inden klokken 7 om morgenen. En eftermiddag med boller og kakao, hvor krummer og spildt chokolade i sofaen ikke er det primære. Det er bare vigtigt at drømmene ikke bliver til utopier. For hvis det er dét, stemmen lægger op til, så er det bare at finde din bedste sparkestøvle frem og tage sigte...
ReplyDeleteJeg mener at god terapi er at skrive, tag et A4 ark papir og fold det på midten Anne, derefter skriver du alle de superlativer du kan komme i tanke om ved at være moder, frem med det hele og ned på papiret, i den venstre del af papiret, derefter skriver du alle de negative ting der er ved at være mor på den højre side af papiret, simpelthen tager et opgør med din indre stemme eller hvad det ellers måtte være, og jeg vil garantere at når det står der på papiret og lyser lige op i dit ansigt, er der klart flest positive aspekter ved moderrollen end alternativet.
ReplyDeleteOm nødvendigt, gem papiret og tag det frem engang imellem som en reminder.
God weekend.
Janne: Det er vist ret almindeligt?! Det er bare et nyt område "stemmen" nu gør sig klog på :-) Og du har ret: frustrationerne er reelle nok - de skal bare opleves i nuet og ikke gennem linsen fra hende, der ønskede sig at være mor så brændende at alt det svære i det er spildt på hende :-)
ReplyDeleteLina: Det er vist sparkestøvlerne, der skal frem efter som de drømme, der holdes op, var dem, jeg havde da jeg bare længtes så det gjorde ondt. Mål og drømme skal man have, det er jeg enig med dig i! Når bare de tager udgangspunkt i det som er nu og her, og ikke stadigvæk starter et sted, som ikke længere findes!
Michael: Jeg er slet, slet ikke i tvivl om at det bedste er at være mor. Tro mig - år med barnløshed har slået det temmelig godt fast! Men derfor er virkeligheden stadig noget andet end drømmen og længslen. Og heldigvis for det!
Jeg kender det alt for godt. Jeg kan jo heller ikke tillade mig at beklage mig over at være alene med 2, når jeg selv har valgt det. Eller ikke fravalgt, i hvert fald.
ReplyDeleteJeg er jo et strålende eksempel på hvor usundt det er, at forlange mere af sig selv, end man kan :-)