Høstanemonen står i fuldt flor. Her er det den hvide, men den høstanemone, der betyder mest for mig, er den lyserøde aflægger fra min mormor og morfars have. Deres høstanemone er kæmpestor, så jeg forventer mig meget af min forholdsvist nye én!

Det med aflæggere er noget af det, jeg især holder af med at have have. Det er utroligt hyggeligt at have ting i sin have, som dukker op igen og igen og ovenikøbet gror og sætter blomst, som kommer fra andre haver og mennesker, man holder af. Det varmer, og holder mig minder mig om, at jeg hører sammen med nogen. For nyligt fik jeg at vide, at min onkel har nogle stauder fra min farmor og farfars have. Dém vil jeg gerne have fat i. Det er en opgave for efteråret. 

I går var det 90 år siden min mormor blev født. Nu døde hun jo i maj, så der har ikke været stor fest. Men som min morfar flere gange har pointeret, så ville hun heller ikke snakke om den fest. Noget af det, jeg har til fælles med min mormor er at samle ting om mig, er varmer. Mormor gemte avisudlip, tegninger, postkort, billeder og bordkort i et væk. "Maj ska ge'm de maj er glå we'" sagde hun engang til mig. Og det er så evig rigtigt. Til en vis grænse i hvert fald. Under alle omstændigheder har jeg samme behov og finder samme glæde, som hun gjorde, ved at omgive mig med ting, der peger hen på dem, jeg holder af. Haven er blevet et af de steder, jeg kan bruge til det. 

Jeg savner min mormor. Hun kunne klukle som ingen anden. Så os for dem, vi er. Hun morede sig kosteligt over frække vittigheder og barnagtige skarnstreger. Hun tog imod med varme hænder. Jeg har arvet den sammentrækning om munden som både hun og hendes tre døtre har. Jeg håber, jeg også har arvet det  anlæg for tilfredshed og humor hun havde. 

Det må tiden vise. Lige som blomsterne udfolder sig og bliver finere år for år, så er det jo også sådan med ting i personligheden: de modnes og vokser!