En gammel kærlighed

For et år siden oplevede jeg et under. Det lyder så fint at skrive - og måske også lidt mystisk. Det var det nu ikke. Det gik i al sin enkelthed og storhed ud på, at min mormor og morfar fejrede deres jernbryllup - altså, at de havde været mand og kone i 70 år.

Det var et lille, stort under; det var ikke stort eller fint, sådan som vi ser i den kulørtepresse eller i nyheder. Det var ikke forgyldt eller bevåget. Det var stille, almindeligt og nærværende.

Hele dagen var naturligvis særlig, og forberedelserne også, jo. Men der, hvor det ramte mig, var om aftenen til middagen. Vi var inviteret til tarteletter, steg og is i Lendum forsamlingshus. Du ved, sådan ét forsamlingshus, hvor farverne er retro uden at være moderne, og hvor der er lys ved siden af køkkendøren, der indikerer, hvorvidt taler er tilladte af hensyn til maden eller ej.

I den ramme sad vi tæt på 90 mennesker; familie, venner og naboer, omkring Mary og Ingemann - to små, ukendte mennesker, som vi alle sammen stammer fra. At sidde dér og ser på børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og sågar tipoldebørn i alle aldre og vide, at vi alle sammen fandtes på grund af de to mennesker og deres kærlighed var noget særligt.

At de to altid har elsket hinanden, har der vist ikke været tvivl om. De har haft deres del af prøvelser og hårde tider. De har fået børn, været syge og fattige. De har arbejdet hårdt og strukket alle ender, for at få det hele til at hænge sammen. De har grinet, haft husrum og givet plads til mennesker. Så længe jeg kan huske har de holdt hinanden i hånden i ubemærkede øjeblikke. Kom man stille en aften, kunne man se dem sidde i sofaen og holde i hånden. Morfar redte mormors hår, hvis han synes det blev "skævt" af blæsten, og hun pillede fnuller af hans trøjer.

Nogen tid inden bryllupsdagen spurgte jeg mormor, hvad hun ville sige hemmeligheden bag et langt og lykkeligt ægteskab er, når man tænker på, hvor mange, der går fra hinanden, bliver skilt, eller bare kæmper med kærligheden og parforholdet. Hun svarede: "Maj ska' bår' ræt' sæ' ei' etter hina'en." (=man skal bare rette sig lidt ind efter hinanden.) Da hun blev spurgt af journalisten på dagen, hvad det bedste var ved Ingemann kom det prompte: "Dæ' er at a hår ha'em!" (=Det er at jeg har ham!)

Flere gange i løbet af dagen sagde journalister, borgmester og os andre til hinanden: tænk som 90 årige at have den samme kærlighed, som man havde da man var 20! Men der om aftenen i Lendum forsamlingshus gik det op for mig hvad underet var: Vi fik lov at være vidner til en gammel kærlighed. En kærlighed, der var ovre begær, lidenskab og usikkerhed. En kærlighed, som havde gennemlevet kriser, glæder, håb og skuffelser. En kærlighed, som havde set livet udfolde sig og bære frugt: som har set børn, børnebørn og oldebørn vokse op. En kærlighed, som ikke blot var romantisk rettet mod et objekt, men forpligtende vendt mod en anden halvdel. 

Vi fik lov til at se, at det kan lade sig at gøre for kærligheden at vokse sig gammel, dyb og stærk - og stadig være øm ud over alle grænser. 

Dét var det stille under. Og jeg er uendeligt taknemmelig for, at have fået lov til at være en del af den!  

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.  Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden."

(1. Korinterbrev kapitel 13:1-8a og 13)

Her kan du se hvad jeg skrev sidste år. Og her kan du se det, der kom i TV.