Noget af det fineste jeg ejer kom på bordet i dag. Det er en lille porcelænsfigur, og den er ikke fin på en dyr måde eller "kendt-mærke" måde. Den er fin, fordi jeg lige så længe jeg kan huske har beundret den lille pige med ægget: hendes kjole og det blå sjal. Den lille hat, det lange hår og det sorte bælte. Og hendes yndefulde hænder. Jeg ELSKEDE mådenn hun holder sine hænder på - de er så små og elegante. Hun har altid sat fantasien igang: hvem mon hun er? Er det hende, der er lille eller er det ægget, der er stort? Mindre fin blev hun naturligvis heller ikke af, at min farmor var utrolig øm over den. Og fortalte mig at hun havde fået den, og at jeg skulle have den en dag.
Det var ganske fortryllende og se på noget så smukt, og drømme om at den en dag skulle blive min. Tænk at have noget så smukt på sit værelse, tænkte jeg.
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg fik den. Men jeg har stadig det gule klæde, min farmor havde svøbt hende i. Ligesom
jeg har den kuvert, hvor hun havde skrevet på hvem, der har ejet den lille pige med ægget før mig: Marie Svendsen, Severine Mikkelsen, Ida Klitgaard og nu Anne Thompson. Jo, hun er noget ganske særligt. Og måske måske jeg en dag får lov at give hende videre til en lille pige, som kan drømme henført om at stille hende på sin reol ...
Og din farmor sidder i Himlen og glæder sig over at den lille smukke figur stadig glæder nogen. Og jeg tror hun glæder sig til at den går videre til den næste lille pige der elsker at finde på historier om den fine lille sag.
ReplyDeleteDen er aldeles eventyrlig og bedårende!
ReplyDeleteWow - det er virkelig en dame, du har der. Hvor det det en fin fortælling!
ReplyDeleteMor: Hun ville være rigtig glad for at den stadig vækker glæde!
ReplyDeleteJunette: Meget eventyrlig, er hun!
Charlotte: Tak. Ja, jeg synes også det er lidt særligt. Da jeg kiggede på sedlen igår blev jeg lidt overrasket, for jeg troede "kun" hun havde været min oldemors :-)