Når Dina går hjem fra børnehave går hun nogle gange forbi kirken, og af og til sker det at hun råber til os. "AAANNEEE" og så er det bare om at åbne vinduet, stikke hovedet ud og sige "hej" og vinke. Ret hyggelig på den måde at blive husket på en almindelig eftermiddag. Mens vi var i Sydafrika udspillede følgende historie sig imellem Dina og hendes mor på vejen hjem fra børnehave: Dina: "Mor, skal vi ikke råbe til Anne?" "Nej, for de er jo ikke hjemme. Du kan nok huske de er nede og hente Sipho." Dina: "Nåh jo, de er jo i Sødeafrika." "Nej, det hedder SYDafrika." "Nej, det hedder da Sødeafrika, for det er jo der man henter de søde børn!"
Tror jeg vil gemme dette indlæg et sikkert sted. Måske en dag jeg får brug for at "true" Juliane med en tur til Sødeafrika. Lige nu putter hun ellers sødt i sin seng, og gumler lidt på sin helt nye, fine tand, som kom igennem i dag
ReplyDeleteKan det være en trussel at komme til Sødeafrika? Det må da virke som en kompliment :-) Tillykke med tanden - det er da en "milestone" der vil noget!
ReplyDeleteSmukke Dina er så klog!!! Jeg er ret vild med historien fordi den er et godt billede på hvordan børn laver historier der passer til deres virkelighed. En reminder til os voksne om at ord somme tider stikker dybere end vi tror.
ReplyDeletejeg tænkte bare, at sp kan man komme på søde-skole i Sødeafrika.. og nej det kan ikke være nogen trussel, det må jo være helt fantastisk lækkert.
ReplyDeleteHvor er det bare sødt, jeg kan lige se billedet for mig
ReplyDeleteDet er bare så herlig en forestilling børn har om hvordan verden er skruet sammen. Hun kan tids nok få et vide, at det ikke er alt i Sydafrika, der er lige sødt. Men Samuel er selvfølgelig:-)
ReplyDeleteHvor er hun klarsynet og præcis hende Dina ;-)Hvor er det en hyggelig blog du har og hvor ser Samuel dog stadig dejlig ud..
ReplyDeleteÅhr, det var da en skøn ordveksling. Og ... det er da et sødt barn, du har hentet på de kanter ;-)
ReplyDelete