14/01/2010

Var det nu derfor?

I går befandt jeg mig i en sammenhæng, jeg ikke har været i siden jeg blev sygemeldt for mere end halvandet år siden. Det var alt i alt en rigtig god oplevelse. Godt at blive bekræftet i at jeg er "tilbage" som mig selv (om end anderledes), men samtidig mærkeligt igen at møde mennesker, der har en mening om, hvorfor jeg blev syg. Og hvad det kommer til at betyder for mig at have været det. Jeg gør mig da selv overvejelser om begge dele, men særligt at første har jeg det svært med. Ganske ofte, når jeg bliver fortalt hvorfor jeg blev syg, hænger det sammen med jobbet. Det er fordi jeg er præst, og ikke har kunnet finde ud af at passe på mig selv og holde fri. Og kun derfor. Selv er jeg nødt til at melde pas. Jeg ved ikke hvad der fik læsset til at vælte. Jeg har mine formodninger, men egentlig tror jeg ikke det var én ting. Jeg tror det var kombinationen af ting, der blev for meget. Hvilket også stemmer overens med det jeg nu har lært om både stress og depression (som ikke skyldes biologi): det er ikke et problem at være belastet på ét område af sit liv. To ting kan man også til nøds klare. Men ikke mere, og ikke over længere tid. Blev jeg syg fordi jeg er præst? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror det var kombinationen af at have færddiggjort uddannelse, en syg mand og barnløshed mm.
Den anden med alt det jeg får ud af at være syg, vil jeg bare sige: Ha! til. Jeg ved godt det er at vende tingene til noget positivt, men hvorfor skal alting være lyserødt?! Der er nogen, der efter en depression eller stressreaktion kan fortælle, at de ikke ville være det foruden. Sådan har jeg det ikke. Det er muligt jeg har lært meget af det. Men jeg er altså for tæt på det endnu til helt at have overblik over, hvad jeg har fået med mig. Og egentlig er jeg heller ikke sikker på at alt her i livet kan tilregnes en nytteværdi. Det' trælst, men sådan tror jeg det er. Og det er også okay.
I øvrigt har Merete Labriola nogle ret spændende konklusioner om hvorfor kvinder naturligt har mere sygefravær end mænd.

4 comments:

  1. Kære Anne, du ved selvfølgelig bedst selv, om det er erfaringer, der har lært dig noget. Jeg synes selv, at de stressperioder jeg har været igennem, har lært mig meget om at passe bedre på mig selv og om at prioritere anderledes her i livet.

    Det er et meget spændene emne, du tager op her!

    ReplyDelete
  2. Hvor kan jeg følge dine tanker! Efter et langvarigt stressforløb sidste år synes jeg da nok, at jeg har lært noget - men at det var 'godt' at gå det igennem, har jeg nu svært at få øje på. Især fordi jeg stadig har 'bivirkninger' i form af svækket hukommelse og koncentrationsevne.

    I øvrigt er jeg helt enig med dig i, at det ikke er en ting, der udløser stress m.m. Min erfaring er bestemt også, at det er kombinationen af belastninger.

    Jeg ved ikke så meget om dig og din situation - men jeg håber for dig, at du er ved at være 'sluppet fri'!

    ReplyDelete
  3. Kære Madame. Ja, det' jo det jeg gør. Men hvor bliver man opmærksom på hvor nemt det er at fortælle den anden, hvordan de har det, når det er en selv det "går udover". Måske meget sundt. Jeg tror der meget mine egne grænser jeg har lært at kende også, og hvordan jeg lever med dem til min egen glæde.

    Bente, ja, det tager længe at komme sig igen, ikk? Jeg genkender det, du skriver om bivirkningerne... Og jo, jeg tror, jeg (vi) er ved at være "frie" igen. Og det er en dejlig følelse. Men også lidt skrøbeligt fordi der ikke er så meget sul på sjæl, sind eller krop endnu :-)

    ReplyDelete
  4. Jeg plejer at sige, at jeg er glad for det, jeg har lært - men jeg ville meget hellere ha' lært det på en anden måde!

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...