Var det nu derfor?

I går befandt jeg mig i en sammenhæng, jeg ikke har været i siden jeg blev sygemeldt for mere end halvandet år siden. Det var alt i alt en rigtig god oplevelse. Godt at blive bekræftet i at jeg er "tilbage" som mig selv (om end anderledes), men samtidig mærkeligt igen at møde mennesker, der har en mening om, hvorfor jeg blev syg. Og hvad det kommer til at betyder for mig at have været det. Jeg gør mig da selv overvejelser om begge dele, men særligt at første har jeg det svært med. Ganske ofte, når jeg bliver fortalt hvorfor jeg blev syg, hænger det sammen med jobbet. Det er fordi jeg er præst, og ikke har kunnet finde ud af at passe på mig selv og holde fri. Og kun derfor. Selv er jeg nødt til at melde pas. Jeg ved ikke hvad der fik læsset til at vælte. Jeg har mine formodninger, men egentlig tror jeg ikke det var én ting. Jeg tror det var kombinationen af ting, der blev for meget. Hvilket også stemmer overens med det jeg nu har lært om både stress og depression (som ikke skyldes biologi): det er ikke et problem at være belastet på ét område af sit liv. To ting kan man også til nøds klare. Men ikke mere, og ikke over længere tid. Blev jeg syg fordi jeg er præst? Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror det var kombinationen af at have færddiggjort uddannelse, en syg mand og barnløshed mm.

Den anden med alt det jeg får ud af at være syg, vil jeg bare sige: Ha! til. Jeg ved godt det er at vende tingene til noget positivt, men hvorfor skal alting være lyserødt?! Der er nogen, der efter en depression eller stressreaktion kan fortælle, at de ikke ville være det foruden. Sådan har jeg det ikke. Det er muligt jeg har lært meget af det. Men jeg er altså for tæt på det endnu til helt at have overblik over, hvad jeg har fået med mig. Og egentlig er jeg heller ikke sikker på at alt her i livet kan tilregnes en nytteværdi. Det' trælst, men sådan tror jeg det er. Og det er også okay.

I øvrigt har Merete Labriola nogle ret spændende konklusioner om hvorfor kvinder naturligt har mere sygefravær end mænd.