I denne uge er det mig, der sidder og skal lave tale til en bisættelse. Jeg har det som Charlotte, og er nødt til at have overspringshandlinger med - det hjælper, til at tænke i sammenhæng.
Vi skal bisætte et menneske, hvis liv har spændt et helt århundrede - på nær to år.
Jeg følger mig altid meget ydmyg ved at skulle fortælle og formidle et menneskes liv, og vise bare lidt af, hvor Guds kærlighed viste sig, eller hvordan deres liv også viser Guds storhed og trofasthed. Jeg kan godt lide det, for det er vigtigt at gøre godt. Og det er et privilegium at få lov at være den, der udlægger en andens liv.
Tænk sig, 98 år, og så sidder jeg her med mine snoldede 28 år. Det er da stort.
Det er stort at kende et menneske som har formået at leve et langt og - forhåbentlig - godt liv. Jeg håber at nogen en dag laver de samme funderinger over dit liv når du har nået mindst lige så mange år:-)
ReplyDeleteJeg vil gerne kommentere dit dejlige indlæg, men hvad siger man i sådan' situation? Guds Fred
ReplyDeleteDet håber jeg også, mor. Jeg har tænkt mig at gøre mit til at det bliver værd at være ydmyg og taknemmelig over :-)
ReplyDeleteJeg tror, Louise, at Guds fred præcis er hvad der skal til. Så tak for det! Jeg har en god fornemmelse i maven af det, og det skal nok blive godt.