Men der er også de ting, som jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke vil være ved det. Fordi jeg ikke har ordene. Fordi jeg ikke kan lide det, de betyder.
Der findes en historie om at Jesus møder en kvinde, hvor dem, omkring kalder hende "sådan én". Du ved, på den der generaliserende og nedsættende måde, som vi ind i mellem taler om andre på. Der er ting, jeg ikke kalder mig selv, fordi jeg ikke vil være "sådan én".
Men hvad gør man, når man nu er "sådan én"? Kvinden i historien var "sådan én", som de snakkede om. Hun var oven i købet blevet taget på fersk gerning, så der var ingen mulighed for at skjule, glemme eller benægte. Måske havde hun aldrig regnet med at stå i sådan en situation. Måske kunne hun slet ikke genkende sig selv mere. Måske var hun i tvivl om, hvordan hun var kommet dertil. Måske hun ikke brød sig om, at være "sådan én", men nu, taget på fersk gerning, var der ingen andre muligheder.
Jeg kalder ikke mig selv barnløs. Jeg har ingen kategori der hedder det. Jeg taler ikke om ufrivillig barnløshed - for mit eget vedkommende. Men jeg er det. Jeg føler det. Jeg vil bare ikke så gerne kalde mig selv det. (Lige som jeg heller ikke vil have nullermænd i krogene, mad der bliver for gammelt i køleskabet, eller tåbelige uenigheder med gemalen.) Men jeg er det, og jeg føler det. Jeg føler stikket fra at være "sådan én", der stadig ingen børn har, mens dem, der også ventede har fået deres, og født dem, og fået dem døbt, og holdt den første fødselsdag. Jeg har igen ikke lyst til at tage på besøg der, hvor det kommer til at handle om små-børn.
Jeg er ikke helt sikker på, hvordan Jesus gjorde det, men han fik alle dem, der pegede fingre ad kvinden, fordi hun var "sådan en kvinde" til at frafalde deres anklager og gå deres vej. Og han fik kvinden til at se op, og gå derfra fri og tilgivet; set for den, hun var.
Der er ting, jeg ikke kalder mig selv. Fordi jeg ikke har lyst til at være "sådan én". Men måske er det nødvendigt, for at blive set, som den jeg er?
Jeg tror jeg ser dig som den du er men det kan være svært at vide. Jeg ser at du længes SÅ meget efter at det bli´r din tur til at være mor. Jeg ved også at du ind imellem synes det er svært at vente. Og det er det bestemt. Heldigvis ved vi også at ventetiden får en ende - en dag inden så længe. Og vi er med dig/jer hele vejen. Jeg elsker dig.
ReplyDeleteDet er nemt at forstå at du græder indeni og at du længes - men du er en "mother to be" - det er det, jeg ser. kh Louise
ReplyDeleteKære mor; jeg tænker du ser meget af mig. Jeg tror måske det kan være mig selv, der ikke kan holde ud at se det.... Jeg ved I er med. Og det er godt at vide!
ReplyDeleteKære Louise; tak for forståelsen! Jeg tror, som skrevet, at det ind imellem er mig selv, der har sværest ved at forstå det. Men jo, jeg er mother-to-be. Det er bare svært at tro, når der ikke er noget barn nogen steder der vokser....