21/08/2009

Et skridt frem og...

De fleste vil vide at adoptionsprocessen kan være hård. Nogle synes det er urimeligt at de, der skal adoptere, skal interviewes og undersøges i alskens retninger. Andre synes det er for meget at man skal betale for en adoption. De fleste adoptanter (det hedder dem, der adopterer) synes vist at det er ventetiden der er værst. Først ventetiden på at blive kaldt til samtale i statsforvaltningen, så ventetiden på at få svar fra samtalen, så ventetiden på at komme på kursus, og derefter ventetiden på at skulle til de sidste samtaler. For endelig at vente på at samrådet mødes og beslutter hvorvidt man skal godkendes til adoption eller ej. Da vi kom dertil troede jeg at ventetiden, der nu ventede var "rigtig" ventetid - for nu er det jo barnet og ikke procedurer vi venter på - og at det derfor ville føles anderledes. 
Det havde jeg også ret i... og alligevel ikke. Vi har valgt at adoptere fra Sydafrika, og det betyder at ventetiden også her er brudt op. Til nogle lande kan man med det samme indsamle de attester og dokumenter, som skal bruges ved retssagen i det pågældende land. Det kan man ikke til Sydafrika, der skal man vente til man (almindeligvis) er omkring nr. 25. på ventelisten. Herefter bliver sagen så sendt til Sydafrikas formidlende organisation. Herefter kommer så en ventetid, hvor mobiltelefonen skal holdes tæt på kroppen. For i Sydafrika er ventelisten ikke kronologisk. Her matches børn og forældre med hinanden, så at man er nr. 2 betyder ikke nødvendigvis man får barn før nr. 9.
Ventetid er noget meget mærkeligt noget. Vi har det jo godt som vi har det. Og alligevel er der en utålmodighed efter noget vi ikke ved hvad er. Én vi ikke ved hvem er, men som vi alligevel elsker og venter på med spænding. For hvert ryk der sker på ventelisten kommer vi tættere på. Og alligevel ved vi ikke hvor meget tættere - eller hvor lang tid, der går inden vi er har "termin". Vi er nærmere nu end for 5 måneder siden. Det er klart. Men om vores ventetid er halvvejs nu eller om vi er en tredjedel af vejen ved vi ikke. Vi kender ikke vores termin. Vi aner ikke,  hvornår vi kan forvente fødslen er ovre. 
Så vi venter. Med spænding. Med tiltagende spænding og glæde. Forventning begynder at vokse nu. Vi begynder at kunne forberede en lille smule. Jo, ventetiden er den værste. Og vi har endda ikke ventet særligt længe. Vi har nærmest ventet ingenting i adptionssammenhæng endnu. Men nu er vi så langt at jeg har købt de første stofbleer :-) 

9 comments:

  1. Og mormor HAR strikket dukken færdig så den er klar til flyveturen til Sydafrika og morfar HAR købt en tremmeseng for selvfølgelig kommer det lillep us da på ferie i Tolne. Så JO.... Ventetid er noget mærkeligt noget. Og - Dejligt:-)

    ReplyDelete
  2. Kære ventende forældre.
    Glæder mig med Jer at det er nærmere"fødsel" end tidligere. Også tak for at delagtigøre os andre i en verden der er ubekendt.
    Kærlig hilsen

    ReplyDelete
  3. Kære mormor - først tænkte jeg: Hun kan da ikke skrive på nettet :-D En del af ventetiden er vist at vænne sig til at rykke en generation op!
    Kære Carsten - Det er rigtig dejlig at være kommet endnu tættere på! Og selv tak; det manglede da bare :-)

    ReplyDelete
  4. Ih, hvor det er nogle lækre stofbleer.... Mine er bare hvide, men kunne da helt overveje at farve.

    Får helt tårer i øjnene. Hvor er det nogle smukke indlæg om at elske een eller noget, som man faktisk ikke kender.

    ReplyDelete
  5. Ja ventetid er en underlig størrelse. Men når man venter på noget godt så - ! Og det gør I jo. Og alle vi andre. Noget af det anderledes ved at vente sammen med jer er: Hvor småt baby/børnetøj kan man falde for, når man får lyst til at købe noget på forskud? Ja, det kan jo ingen sige. Men vi glæder os med jer. Og det heldige lille barn!

    ReplyDelete
  6. Tak, Louise :-) Mon ikke det med at elske én man ikke kender gælder næsten alt, der har med længsel at gøre?!
    Bleerne er købt hos ståfble.dk - man kan selv blande som man vil - eller man kan købe en pige/drenge/regnbue pakke!
    Ja, godt,det er det i hvert fald, Charlotte, men du har så evig ret i at det er en underlig størrelse :-) Vi glæder os også meget til at finde ud af hvilken størrelse tøj vi skal købe.... Og hvem det heldige barn er!!

    ReplyDelete
  7. Hej Anne

    Jeg vidste slet ikke at I forsøgte at adoptere, men det er da dejligt at I er nået længere i processen. Jeg håber I kommer som nummer 25 snart!!!

    Kram Sara

    ReplyDelete
  8. mine stofbleer er grå og snotgule og absolut stadig i brug

    ReplyDelete
  9. Vi har også gået og puttet med det et stykke tid, til vi var godkendte og på venteliste, Sarah :-) Men jo, det er godt nok. Vi venter på en chokolade klump fra Sydafrika... og vi er forbi nr. 25!
    Louise; jeg er ret sikker på at mine fine stofbleer ikke ser så fine ud til evig tid! Men det bli'r de vel ikke mindre nyttige af?! ;-)

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...