Et skridt frem og...

De fleste vil vide at adoptionsprocessen kan være hård. Nogle synes det er urimeligt at de, der skal adoptere, skal interviewes og undersøges i alskens retninger. Andre synes det er for meget at man skal betale for en adoption. De fleste adoptanter (det hedder dem, der adopterer) synes vist at det er ventetiden der er værst. Først ventetiden på at blive kaldt til samtale i statsforvaltningen, så ventetiden på at få svar fra samtalen, så ventetiden på at komme på kursus, og derefter ventetiden på at skulle til de sidste samtaler. For endelig at vente på at samrådet mødes og beslutter hvorvidt man skal godkendes til adoption eller ej. Da vi kom dertil troede jeg at ventetiden, der nu ventede var "rigtig" ventetid - for nu er det jo barnet og ikke procedurer vi venter på - og at det derfor ville føles anderledes. 

Det havde jeg også ret i... og alligevel ikke. Vi har valgt at adoptere fra Sydafrika, og det betyder at ventetiden også her er brudt op. Til nogle lande kan man med det samme indsamle de attester og dokumenter, som skal bruges ved retssagen i det pågældende land. Det kan man ikke til Sydafrika, der skal man vente til man (almindeligvis) er omkring nr. 25. på ventelisten. Herefter bliver sagen så sendt til Sydafrikas formidlende organisation. Herefter kommer så en ventetid, hvor mobiltelefonen skal holdes tæt på kroppen. For i Sydafrika er ventelisten ikke kronologisk. Her matches børn og forældre med hinanden, så at man er nr. 2 betyder ikke nødvendigvis man får barn før nr. 9.

Ventetid er noget meget mærkeligt noget. Vi har det jo godt som vi har det. Og alligevel er der en utålmodighed efter noget vi ikke ved hvad er. Én vi ikke ved hvem er, men som vi alligevel elsker og venter på med spænding. For hvert ryk der sker på ventelisten kommer vi tættere på. Og alligevel ved vi ikke hvor meget tættere - eller hvor lang tid, der går inden vi er har "termin". Vi er nærmere nu end for 5 måneder siden. Det er klart. Men om vores ventetid er halvvejs nu eller om vi er en tredjedel af vejen ved vi ikke. Vi kender ikke vores termin. Vi aner ikke,  hvornår vi kan forvente fødslen er ovre. 

Så vi venter. Med spænding. Med tiltagende spænding og glæde. Forventning begynder at vokse nu. Vi begynder at kunne forberede en lille smule. Jo, ventetiden er den værste. Og vi har endda ikke ventet særligt længe. Vi har nærmest ventet ingenting i adptionssammenhæng endnu. Men nu er vi så langt at jeg har købt de første stofbleer :-)