Film

Det er ved at være nogle uger siden. Men jeg var inde for at se "Gensyn med Brideshead" med min veninde. Jeg kendte ikke historien i forvejen, bortset fra at jeg havde set reklamerne for genudsendelsen af serien, hvor Jerome Irons spillede Charles Ryder (hovedrollen). Filmen er meget smukt filmet, synes jeg. Og det er selvfølgelig meningen at godset Brideshead skal tage sig grand ud. Man forstår godt hvorfor Charles bliver imponeret af stedet og dets beboere.
Nogle anmeldelser har slået på at filmen ikke er så dyb som serien. Det må være klart, for i serien er der betydeligt mere tid at gøre med. Og det er nok også rigtigt at der er nuancer, der går tabt. Jeg tror, det ville være en fordel at kende mere til historien end jeg gjorde i hvert fald. Alligevel synes jeg klart det er en film, der er værd at se. Den sætter mange tanker igang om tro, tvivl, og trospraksis. Hvad er troen? Er den en undskyldning for at kunne dominere andre omkring sig? Er den en krykke man kan gribe til når alt vakler - om ikke andet, så på dødslejet. Hvem er Gud? Er han den strenge dommer, som ingen forståelse har for mennesker, blot for deres handlinger? Er der plads til at tvivle? Er tro og tvivl altid enten sort eller hvid?
Stærkest synes jeg var Charles' kamp med tvivlen mod troen - og hans fortvivlelse over hvor stor en indflydelse den dominerende og understrykkende tro havde over hans kone. Og ikke mindst hans reaktion da den svigerfar, som han havde fået respekt for fordi han benægtede at tage tro eller praksis til sig, på dødslejet giver efter for den sidste salvelse.
Efter filmen kom min veninde og jeg til at tale om hvad det vigtigste eller største er for os ved at tro. Vi hører begge to til i den kristne tro. Min veninde synes det evige liv er størst. Det at vide dem, vi har elsket lever om end et andet sted, og at vi skal mødes igen. Jeg synes det er Guds nærvær - at jeg kan vide mig elsket, og at Gud giver sig tilkende for mig.
Hvad er størst for dig?