Anmeldelse af "Det skal råbes"

Det er ikke alle bøger man af sig selv kommer i tanke om at skulle læse. "Det skal råbes", som er den tidligere biskop Jan Lindhardts erindringer, er ikke en bog, jeg ville have taget ned fra hylden af mig selv, tror jeg. Men nu fik jeg den af gode venner, og så har jeg altså læst den.

Jeg har ikke før haft noget særligt forhold til Jan Lindhardt - jeg kender hans navn, jeg kender hans kirke (han var biskop i Roskilde Domkirke) men jeg har aldrig bidt særligt mærke i ham - undtagen da han stod på orange scene efter tragedien på Roskilde festivalen.

Jeg synes om "Det skal råbes" fordi det er dejligt at få lov at se en ældre mand over skulderen og tage del i hans tanker og refleksioner over hans liv og embede - og ikke mindst i tankerne over hans egen udvikling fra ikke at ville røre følelser med en ildtang til at blive rørt af visse salmer. Jan Lindhardt har en god portion humor, synes jeg, og fortæller godt. Og så har han en vis portion nåde med sig selv. For eksempel mener han ikke, man behøver dyrke psykologiens mani med at ville pille i alting, der ligger i dybet af sig. Nogle ting må man gerne arkivere i en fil med stemplet "privat". Jeg holder af at han ikke er bange for at kigge på hans egne fejl og mangler. Og at han tør stå ved at han har været med til at udbrede uheldige ting i det danske kristenliv. For eksempel mener han at han har været med til at slå bønnen ihjel i Danmark, fordi han tilhører den generation for hvem alle ydre troshandlinger ikke var andet end hykleri. Det gjorde godt at høre én tage det på sig - for jeg hører til den generation af kristne danskere, som er vokset op med fattigdommen, og nu selv (sammen med mange andre) skal finde ud af hvordan den ydre og gavnlige kristendom ser ud.

Ser man bort fra hvor luthersk Jan Lindhardt er i sin teologi, og hvor meget vægt han lægge rpå menneskets skyld og skam, kan jeg egentlig godt lide hans teologi og hans menneskesyn. Men jeg bryder mig ikke om hans kirke forståelse. Ikke overraskene er han meget præget af at være biskop i den institutionaliserede danske statskirke. Hvad værre er, er hvor stolt han er over det. Jeg synes eksempelvis meget lidt om hvordan jeg synes han fastholder kirkens ret til at løfte pegefingre ad folk og irettesætte dem. Det vidner om hvor ophøjet og ude af trit med os almindelige mennesker hans kirkeforståelse er, synes jeg. Eller hvor kategorisk han afviser fornuft eller rimelighed i frikirker. Han kan end ikke få sig til at sige "Martin Lønnebo" men kalder ham "den svenske biskop, der opfandt en krans". Hvor lidt økumenisk (fælleskirkelig) har man lov at være?!

Det morsomme for mig som metodist opstår i det afsnit hvor han begejstret fortæller om at have været i Amerika på studierejse, og hvor utroligt godt de amerikanske kirker fungerer. Er det slet ikke gået op for ham at det han i Danmark ikke nævner ved navn er de store kirke i Amerika? Metodisterne, baptisterne, pinsevennerne?

Bortset fra de ting, som efterhånden som bogen skrider frem, stak mig mere og mere i øjnene - jeg begriber for eksempel heller ikke hans fastholdelse af at Grosbøll for en hver pris skulle forblive i folkekirken - har Jan Lindhardt også gode pointer. Bl.a. hans forsøg på at lave one liners til kirken: "Vi har ikke Gud i nakken - vi har ham i ryggen" og hans beklagelse af at kirken ikke har bedre forståelse for PR. Eller hans påpegelse af vigtigheden af at kirken faktisk prøver at udbrede dens budskab til mennesker. Og at det er en misforståelse når kristne værgrer sig ved at indoktrinere børnene - for som han siger, som udgangspunkt betyder indoktrinere jo oplæring, og at børnene bliver oplært om den kristne tro er om noget kirkens opgave.

Jan Lindhardts eringringer er bestemt værd at læse - når bare man husker på at kristendom i Danmark er meget mere end hvide kirker på en bakketop!