Fanget i et klokketårn

Søndag eftermiddag nussede jeg rundt ude i vores have. Det er fantastisk at have fået egen have. Den er lille, der er vinduer fra naboerne, der er en aircondition som larmer og varmer helt forfærdeligt. Men der er også stille, og sol og planter og insekter som gør det fint. Bedst som jeg lugede kunne jeg høre noget skrige mærkeligt. Det sker jo midt i byen at mærkelige lyde kommer fra mennesker, maskiner og dyr. Men det her var et bange dyreskrig som kom fra et sted i nærheden. Da jeg kiggede op kunne jeg se to duer oppe ved kirketårnet. Den ene fløj rundt udenfor og skreg. Den anden flaksede rundt inden i klokketårnet og skreg forvirret.

For år tilbage blev der sat hønsetrådsnet op omkring klokketårnet, sådan at duerne ikke kunne komme ind og sidde omkring klokken. De ødelægger den nemlig. Men nu var det altså lykkedes en at finde en vej ind alligevel - men ikke ud.

Så op måtte jeg. Det går ikke an at lade ting dø uden i det mindste at prøve at komme til hjælp. Selvom jeg indrømmer blankt, at jeg ikke lige vidste, hvordan man hjælper duer, eller om de bider. Eller om jeg i det hele taget havde lyst til at kravle så højt op på en lille stige i forholdsvist mørke... Så jeg kaldte på Duncan, så han kunne hjælpe med lyset - og opmuntring i min redningsaktion.

Det viste sig at være rimeligt nemt at komme op og også at få åbnet til lemmen op til selve klokken - men deroppe er der bare ikke meget plads! Så snart jeg stak hovedet op over lugen kunne jeg mærke duen baske rundt. Med hovedet inden i klokken (jeg prøvede at lade være med at tænke på hvad der ville ske hvis nogen gav sig til at ringe med den) og kun den éne arm oppe, som der var plads til fik jeg gelejdet duen hen til det hul, den var kommet ind ad. Den var ikke lige villig. Jeg var faktisk nødt til at tage fat i den og sætte den derhen.... Her fandt den godt nok ud af at komme op på det øverste af hønsetråden - og så sad den ellers der og nød udsigten. Og bevares, udsigten er da god deroppefra, men da jeg var ved at få hold i nakken var det begrænset, hvor forstående jeg var for dens flyveskræk. Det var nemlig en unge, som var kommet i knibe. Dens fjer var stadig lidt pjuskede. Til sidst fløj den godt nok (med en lille smule opmuntring) i en fin bue over og satte sig på naboens tag.

Ind i mellem lykkes det os at få os selv ind i situationer, hvor det er svært at komme ud af igen. Eller også er det bare omstændighederne som gør, at vi pludselig befinder os i et klokketårn uden udvej. Ligenu føler jeg indimellem at jeg bakser rundt i et klokketårn. Jeg skal nok komme ud, det kan jeg godt se, og det gør mig forhåbentlig mindre febrilsk at se på end duen. Men jeg er glad for, at der er mennesker omkring mig, som - hvad enten de ved det selv eller ej - giver mig en hjælpende hånd til at komme ud igen.

... Jeg håber bare ikke de vasker hænder lige så intenstbagefter, som jeg gjorde, da jeg kom ned fra tårnet igen!