Billederne her er fra "mit" æbletræ. Noget af det smukkeste i verden når det står i fuld blomst - både at se på, lytte til og duften af det også. Det minder mig om en salme om Kristi Himmelfart om kirken, ensomheden og evigheden hos Gud.

I en tid, hvor ensomheden
regnes for et grundvilkår,
findes øst og vest for Eden
huse, hvor det foregår;
huse fyldt med mange stemmer,
huse fyldt med sang og ærlig snak,
fyldt med ord vi aldrig glemmer,
fyldt med latter, bøn og tak.

Her er det nu os, der synger,
os fra vores by og sogn,
os med sorg og skyld, der tynger,
os med barn i barnevogn.
Livet selv har kaldt os sammen
i sin vin- og abildgård.
Vi er grene. Han er stammen.
Han er hyrde. Vi er får.

Alt kan se i disse sale,
i den gode hyrdes rum.
Man kan høre hanen gale.
Man kan indse man er dum.
Her bliver spæde døbt til glæde.
Her bliver døde båret ud.
Her kan brud og brudgom græde.
Her kan vantro møde Gud.

Her forkyndes ord, der virker
af sig selv, som frø man sår.
Af dem vokser venskabskirker,
hjælp i nød og trygge kår.
Her kan vi som grene suge
kraft af træets dybe rod
til den næste arbejdsuge,
så dens frugt kan blive god.

Her bliver fem små brød til føde
for en tusindtallig flok.
Her går Jesus dig i møde
midt i verdens ragnarok.
Skønhedsdronninger og dværge
spejles i Guds kærlighed.
Kirkeskibet bliver en færge
mellem tid og evighed.

Det er morgen. Vinden aer
dig på kinden blidt og blødt.
Se på dækket – æbletræer!
Se de blomstrer – hvidt og rødt.
Færgen lægger til i Eden.
Hyrden selv har dækket bord.
Jeg har mistet ensomheden.
Jeg er med i himlens kor.
Hans Anker Jørgensen