Nåde og Sandhed

"Men man fortæller da aldrig hele historien til en begravelse, gør man?" Jeg var til en begravelse for nyligt hvor vi bagefter kom til at snakke om hvilke ting man tager med i en begravelsestale, og hvilke man udelader. Mest fordi vi sad tilbage med en fornemmelse af at alt det vi trængte til at høre ikke var blevet berørt. At dér hvor vi havde brug for at få at vide Gud også havde været, det blev slet ikke berørt. Og så var det at en i flokken sagde: "Men man fortæller da aldrig hele historien til en begravelse, gør man?"
Det har jeg funderet lidt over siden. For det gjorde mig ret trist til mode at vi kan tage for givet at man i kirken og som det sidste i et menneskes liv ikke vil fortælle hele historien om mennesket - og dermed ikke give mulighed for at lade Guds kærlighed lyse op på alt det, der hørte dette menneskeliv til. Jeg tænker opgaven i en begravelsestale må være at trøste de pårørende og pege på hvor Gud var i netop dette menneskes liv. Og hvis man så udelade dele af historien fordi de var for besværlige, for smertelige, for lange, for brogede, for --- så udelukker man også muligheden for at pege på Gud i disse dele, som måske netop er de steder vi har allermest brug for at få at vide hvor Gud var.
Hvis vi som mennesker ikke kan komme i kirken, der hvor Jesus som kaldte sig selv sandheden er, ham som gik hele vejen og turde gå ind til mennesker, som havde det svært og tage det mørke ud i lyset. Hvis vi som mennesker ikke kan komme i kirken og få ting taget ud af mørket og få det stillet i lyset af Guds kærlighed, hvor kan vi så gå hen? Hvis vi som mennesker ikke kan komme i kirken og hjælpe hinanden til at reflektere over at Gud er hos mennesker sådan som vi er og ikke som vi burde være eller gerne ville være, så kan ingen vel hjælpe os?
For sandheden er jo at Gud elsker mennesker, så meget at han kom til os i Jesus. Ikke som vi burde være, ikke engang som vi kunne have været, men sådan som vi er. Gud elsker hele os, med besværligheder og svagheder og hele mullivitten. Det er sandheden om os. Og det har vi brug for at minde hinanden om og om og om igen.
"Og Ordet, blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (Johannes 1:14)