En erindring ...

En erindring om Eden

Jeg tror, vi alle sammen har en erindring om Edens have. Jeg tror, vi husker berøringen fra Paradiset indeni. At vi har et minde om hvordan alting var tænkt til at være. Og jeg tror det er er denne erindring, denne viden, der får os til at reagere imod uretfærdighed og meningsløshed. Det er grunden til vi råber "hvorfor?!" med smerte og sorg. Det er fordi vi ved, vi er beregnet til evigheden at vi bliver vrede, at vi bliver fyldte med tårer og uforståenhed når et liv bliver taget - for tidligt. Når et barn sulter, når et menneske lider.

Jeg tror, vi er skabt til evigheden. Du og jeg er skabt til at leve evigt. Vores liv er ikke beregnet til at være korte, vores væren er ikke ment som et kort mellemspil. Jeg tror, vi er skabt til relationer og kærlighed - den evige af slagsen. Jeg tror, at Gud er den evige kærlighed, og jeg tror, vi er skabt i hans billede. Og fordi vi er skabt i hans billede længes vi efter evigheden.
Og jeg tror, at når vi græder med smerte og sorg, så græder Gud med os. "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Joh. 11:36, Matt. kap. 26-28) For det var ikke sådan han ville vi skulle leve. Jeg tror, han ønsker at genskabe os til evigheden. Jeg tror, at det evige liv er for os. Og jeg tror, det er en virkelighed som gælder alle!

(Skrevet sidste år 2. juli da Peter døde. Men jeg tror det stadig...)