21/03/2007

Ny Vision

I fredags holdt menigheden i Vejle dens årsmøde (generalforsamling). Det var en rigtig varm og festlig aften hvor flere vigtige ting blev besluttet. Bl.a. blev en ny vision for menigheden vedtaget. Når det er vigtigt som menighed at have en vision så er det fordi sådan én er med til at sikre fælles retning, og fordi det at have et mål betyder man stræber efter noget udenfor én selv. Og det forhindrer at man sætter frø eller bliver selvfede. Jeg glæder mig rigtig meget til at se hvad det her billede/visionen kommer til at betyde.
Her er den:


Kilden til liv
Guds kærlighed til alle mennesker er som et uendeligt kildevæld. Som aldrig tørrer ud eller tømmes. Denne kilde af kærlighed løber gennem alle menneskers liv, uanset om vi er bevidste om det eller ej. Guds største ønske er at vi må opdage Ham og drikke dybt af kilden til liv.

Jesus sagde selv, at ”..den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste, Det vand, jeg vil give ham , skal i ham blive en kilde, som vælder til evigt liv.” (Johannes kap. 4 v. 14)

Vejle Teknisk Forvaltning ønsker at åbne åen under Dæmningen. Ligesådan ønsker vi som menighed at gøre for mennesker i Vejle: at åbne den strøm af Guds kærlighed, som løber gennem alle menneskers liv. Sådan at medlemmer og venner af menigheden kan opleve personlig vækst og fællesskab, der spreder sig som ringe i vandet til flere mennesker.

Vækst
Vi ønsker at være som et sprudlende kildevæld midt i en tør og travl hverdag. Vi ønsker at være en menighed, hvor det er muligt at få slukket tørsten, og hvor både vi og andre har mulighed for at vokse og opleve hvordan vandet fra Gud kan strømme til evigt liv i os selv.

Fællesskab
Vi ønsker, at alle skal kunne drikke af vandet fra Gud i vores menighed. Vi ønsker at være en menighed hvor der er lige adgang til Gud uanset tilhørsforhold til menigheden. Hvor børn, unge, voksne, ældre, familier, singler og enlige føler sig lige velkomne.

Som ringe i vandet
Vi vil at vores menighed skal blive synlig i og omkring Vejle fordi det, der fylder os bliver mere synligt, sådan at flere mennesker drages til Kilden. Vi ønsker at være med til at skabe ringe i vandet så glæde og liv kan nå mennesker i og omkring Vejle.

Vi ønsker at være en menighed som er med til at åbne den å, der er Gud i menneskers liv, og ikke en menighed hvor vi er med til at begrænse vandets fremgang eller dække åen til.

1 comment:

  1. Kære Vejle Metodistkirke/Anne Præst

    Tillykke med Jeres nye vision! Den taler et meget klart sprog om, hvad I tror Gud vil med det levende vand, som allerede findes i Jer!
    Det er flot at bruge et sprog i visionen, som følger de planer, som byen har med at åbne for åen netop der, hvor I er kirke.
    Det taler for mig meget stærkt!

    Tillykke og Guds velsignelse over jeres fremtidige åbenhed.

    ReplyDelete

Jeg bliver rigtig glad, når der er kommentarer til mine indlæg. Så læg endelig en hilsen, når du har været forbi. Har du ikke lyst til at skrive, så alle kan se det, kan du skrive til mig på annetkthompson (a) gmail.com Fortsat god dag!

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...