En sidste tanke om fasten

I dag er det onsdag, og jeg skriver fra England - saa tilgiv den maerkelige skrift. Den sidste onsdag i fasten. Onsdag er en saerlig dag i fasten fordi det er med Askeonsdag det hele starter. I oevrigt er onsdag altid en saerlig dag for faste - i mange kristne traditioner er det fortsat paa onsdage og fredage man faster fordi det onsdag er den dag Jesus blev forraadt af Judas og fredag er den dag han doede.

Jeg er som sagt i England denne uge. Vi bor paa et fantastisk college med udsigt til Sarum Cathedral, hvor der er morgenboen og aftensang. Det er rart at vaere afsted - det giver mulighed for fordybelse i studierne. Og i fasten har jeg opdaget. Naturligt nok, naar der er en anden mulighed for fordybelse i boen. Men ogsaa fordi dagligdagens rytme er blevet brudt. Og dermed de "sikkerheds" foranstaltninger jeg har kunnet lave omkring mig selv for at hjaelpe med at holde fasten. Men naar jeg nu ikke laengere er i sikkerheden af mit eget koekken, ja, saa melder fastens alvor sig. Saa er det ikke laengere blot et spoergsmaal om at aendre nogle vaner derhjemme, men om ogsaa at holde fast og taenke sig om. Jeg har selvfoelgelig ogsaa skulle vaere standhaftig derhjemme. Men det er nu anderledes. Og jeg tror det er godt.

Billedet jeg har vedhaeftet er taget i Legestuen Myretuen i Vejle. Det er for mig et billede paa hvordan noget trist og brunt som en almindelig papkasse kan blive fantastisk og farvefuld gennem selv en lille haand. Fasten er det samme: den hjaelper med at saette kuloer paa det, man ellers kunne tage forgivet.

En boen fra katedralens morgen boen, i tid for paaske: "Natten ovre. Dagen ligger aaben foran os."