For nogle uger siden holdt jeg gudstjeneste for en flok børn, der kommer i menighedens klub for børn. Gudstjenesten handlede om får - om at Gud kan være vores hyrde. Der var oplæsning af salme 23 fra bogen her. Der var får, der skulle findes og der var nadver. Og så havde jeg fundet en lille film til lejligheden. Den er simpelthen så sød, at den skal deles. Den handler om manden, der havde 100 får, men måtte lade de 99 stå for at finde det éne får, der var blevet væk:
Tak fordi du deler - hvor er det nogle skønne og varme små film, der taler lige til hjertet
ReplyDeleteÅhr... hvor er den sød. Præcis som jeg husker den fortalt i skolen:-)
ReplyDeleteHej Anne.
ReplyDeleteMå jeg spørger dig om noget? Du er jo præst og det er jeg ikke :-)
Jeg har været gennem den udfordring i mit liv, at min søsster blev hjerneskadet, da vi var små. Jeg er nu 41 og selv mor til 2 børn. Mine forældre gjorde naturligvis alt hvad de kunne for at genoptræne min søster, og efter genoptræningen har det været en stor opgave at være hendes forældre. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg selv vil gøre alt, hvad der ligger i min magt, hvis der sker noget med et af mine børn. Men men men det har også betydet meget for mig. Jeg lavede den sandhed i mig, at jeg skulle fylde så lidt som muligt og være til så lidt besvær som muligt.
Det var en sandhed, som jeg levede med i mange år og som det tog mig mange år at "opdage". Den er meget svær at komme af med, selvom jeg er opmærksom på det og jeg søger derfor meget efter nogle svar som kan hjælpe mig....
Jeg føler en stor forbundethed til kristendommen og finder svar på mange af mine spørgsmål her. Nu vil jeg blot spørge dig - og for at blive i metaforen med fårene: Hvad med de får, som var tilbage? De var ladt alene og i fare og hvad vil du som præst, sige til en person som mig om det?
Du behøver ikke at svare Anne, hvis det er for meget at spørge om. Det har jeg fuld forståelse for.
God efterårsferie til dig og dine.
Vh Line
Hej Line
DeleteTak for dit spørgsmål. Det er helt i orden, at du spørger. Når jeg ikke har svaret før nu, er det ikke fordi dit spørgsmål forskrækker mig, men fordi jeg ikke har været ved min blog nogle dage.
Jeg kan godt forstå, du har mange spørgsmål med sådan en udfordring i barndommen. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at det må være svært, at være søskende til et andet barn, der kræver meget af forældrenes opmærksomhed. Og netop fordi ens søskende betyder så meget for os - også som børn, tænker jeg - er det let at lave sådan en sandhed, som du gjorde: "Jeg behøver ikke så meget plads. Jeg kan godt selv. Jeg må ikke tage nogen plads."
Men sandheden er jo, at vi alle sammen har brug for plads. Især børn har brug for opmærksomhed og kærlighed - også selvom andre i nærheden har brug for en anden form for opmærksomhed. Men som forældre er det jo nærmest umuligt at gøre det lige godt for alle - selvom vi, som du også skriver - gerne vil gøre det så godt som muligt for alle.
Historien om fårene forstår jeg godt, du stiller spørgsmålstegn ved, med din egen historie i tankerne. Og tak for det! Jeg har også tidligere haft problemer med de får, der står tilbage. Sådan en lille gnavende irritation over, at dem, der gør som de skal og ikke kræver opmærksomhed. (Jeg var en stille pige i en klasse med larmende drenge.) Jeg tror historien handler om det éne får. Og at det ikke betyder de andre får er glemt eller overladt til sig selv, men derimod at det er det ene får, der er pointen. Der er tit løse ender i Jesus' historier, for det er jo "kun" historier, som ikke kan dækker alting.
Egentlig kan jeg godt lide her i den lille film, at de 99 får bliver efterladt i deres indhegning, og ikke alene på en klippeskrænt...
Jeg ved ikke, om du kan bruge det til noget, men jeg tror også, at du er det éne får. Jeg tror, det må være det, der er idéen med historien; at vi alle sammen er det éne får, der bliver passet særligt godt på. Og det kan ikke lade sig at gøre i vores virkelighed, fordi vi ikke kan komme ud over vores begrænsninger.
Jeg tror altså ikke, at de 99 får er lige meget for Jesus, men at han forsøger at forklare at vi hver især er vigtige nok til at lede efter.
Det er lidt svært at skrive det jeg gerne vil skrive, så det bliver helt klart.
Jeg håber, du kan bruge mit svar til noget. Under alle omstændigheder er du velkommen til at skrive igen. Enten her eller på min e-mail!
Bedste hilsner, Anne
Kære Anne.
ReplyDeleteTusind tak for dit svar!
Og tusind tak for dine reflektioner! Jeg har gået i en uges tid og tænkt over den der med, at det er mig, der er det ene får... Det er en god tanke og din fortolkning giver meget mening.
Det handler nok også om at vælge sin rolle i sit eget hoved ;-)
Jeg går på et bibelmaratonhold i min lokale kirke. Vi mødes en gang om måneden, hvor vi dels gennemgår den tekst vi har læst hjemme og dels taler om mange andre begreber i bibelen og kristendommen. Jeg føler, at jeg kan finde mange svar i kristendommen og rigtig meget god mening.
Jeg kan godt lide, at det er næstekærlighed, der er en ledestjerne og ikke den her mig, mig, mig kultur og selviscenesættelse der er i fokus.
Tak igen.
Knus til dig fra mig - Line
Kære Line
DeleteJeg får ikke læst kommentarer ofte nok, kan jeg se :-)
Jeg er glad for, at du kunne bruge mit svar til noget.
Det lyder spændende med bibel marathon. Jeg har aldrig prøvet det, men har hørt fra andre, der har, at det er vældig givende på den måde at læse bibelen fra ende til anden. Jo mere af livet jeg lærer at kende, jo mere mening synes jeg, jeg finder i kristendommen. Også , som du beskriver, befrielsen for selv at skulle være centrum for mit eget og andres liv.
Og igen: Du er velkommen til at skrive og spørge - jeg svarer så godt jeg kan!
Guds fred, Anne
Hej Anne og Line
ReplyDeletemåske er der et ekstra svar ang fårene i folden i den næste lignelse jesus fortæller? - nemlig den om "den fortabte søn"
Får kan ikke gøre oprør over manglende opmærksomhed, de kan kun sige "bæ-æ-æ" og spise lidt mere græs. En mønt kan ikke gøre opmærksom på sig selv og sige "hey jeg blev altså i pengepungen, jeg hoppede ikke ud og rullede ned under sengen vel?" men i lignelsen om den fortabte søn, som fortælles til farisæerne, som måske led af den samme selv-retfærdighed som storebror i fortællingen, der får denne helt reelle protest sin plads. Storebror surmuler og vil ikke komme ind i huset, hvor der er fest for lillebror. Men faderen kommer ud af huset og kommer ham i møde, præcis på samme måde som han kom lillebror i møde. Han bliver ikke ladt i stikken med sine indeklemte følelser. Kh Louise
Hej Louise!
DeleteJeg tror, du har ret i, at historien om fåret, der bliver væk, skal forstås sammen med historien om mønten og om drengen, der stikker af. Det er også derfor, jeg tør sige, at de 99 får ikke er fokus for Jesus'pointe: For faderen er jo ikke ligeglad med storebroren - det er bare ikke ham, der handler om. Og jeg tror, vi alle sammen er drengen, der stikker af. Ligesom vi sikkert også alle har i det mindste aspekter af storebroren...
Og under alle omstændigheder må pointen være, at Gud holder af hver og én af os, at han ikke er ligeglad med os, og at han ikke lader det være op til os selv, at blive gode venner med ham.
Kh, Anne