Vi er alle noget særligt. Jo, men nogle gange opdager man, hvordan man ikke helt rigtigt passer ind i en gruppe. Det skete for mig i lørdags ved en hyggelig 30 års fødselsdagsfest. i det svenske.
Der sad jeg omgivet af mennesker, som pludselig gav sig til at diskutere det, der hang på væggene. Og ikke med bemærkninger som “Hvor gammel var hun dengang?” eller “Hvor var det I tog det henne?”. Nej, men derimod med sætninger som “Det har et dejligt lysindfald.”, “Hvem sagde I , der har lavet den her?” “Jeg tror, hun må have malet det i ren olie.” eller “Lavede han ikke det, mens han var i den der fase med..”
 |
| Se eventuelt mere på ditteejlerskov.com |
Som enlig præst mellem en flok kunstere kunne jeg kun trøste mig med, at præster historisk set gerne har mænget sig med kunstnere eller samlet dem omkring sig. Egentlig udenfor følte jeg mig somend ikke, det var bare en pudsig oplevelse at være mellem mennesker, der så fuldstændigt havde et sprog tilfælles, som jeg ikke naturligt mestrer. Det var en oplevelse af at sidde og kigge ind på et hyggeligt fællesskab. Jeg kan selvfølgelig håbe på, at de har ret, dem, der siger at, “Hvis du vil have et liv fyldt med kunst, musik, kreativitet og latter, må du omgive dig med de ting.”
Har du for nyligt oplevet at være anderledes eller kigge ind på et fællesskab af andre?
Lige i disse dage står jeg hver dag midt i et fællesskab jeg håber også kan blive mit. Jeg er jo begyndt på en skole med 4 lærere og en leder, og selvfølgelig har de deres eget, som jeg endnu ikke helt er en del af.
ReplyDeleteSådan er det hver gang jeg starter i noget nyt. Og det kræver mod at gå ind i fællesskabet, for der ligger en lillebitte risiko for at man ikke passer ind i det.
Det kræver nemlig mod hver gang. Særligt i en situation som du beskriver, hvor det ikke bare er for en dag eller aften men til hverdag! Jeg håber, du lige så langsomt bliver en del af gruppen!
ReplyDelete