Fri mig fra at dømme

Billedet er malet af Tine Gjessø

En gang bli'r det hele vendt på hovedet. Det er vist helt kort, det, teksten her er med for, at fortælle. Eller det er vel rettere: En gang bli'r alt sat på plads igen. Det, der gik galt bli'r vendt om. Kvindens børn og slangens unger skal ikke længere være fjender. Istedet kan barnet lege trygt ved slangens hule.

Der skal komme et menneske, som er Gud, der "ikke dømmer efter det, hans øjne ser" eller det han hører. Hvem af os kan sige os fri for at dømme ting, mennesker, situationer efter det, vi kan se og det vi hører?

Det er vel derfor det er så uretfærdigt, når vi bedømmer og dømmer hinanden, os selv eller det vi står i. Fordi vi aldrig er i stand til at få det hele med. Vi er begrænsede i udsyn, indsigt og forståelse uanset om det gælder vores egne eller andres bevæggrunde og historier.

Efter indlægget om "mindfulness, tyngdekraft og accept" jeg skrev for leden og jeres kommentarer, er jeg kommet til at tænke, at accept giver mening for mig i den forstand, at jeg må acceptere, fordi jeg ikke kan bedømme. Ikke alting i hvert fald. Jeg - og de fleste andre - vil så gerne dømme alting: God film, kedelig mad, ondt i ryggen, lækker trøje. "Det er godt, hun gjorde sådan" eller "Han er træls, når han ..." eller "Jeg er god, fordi jeg..." Men hvad ved jeg egentlig om det?

Den eneste, der kan bedømme og dømme retfærdigt, er Gud. For han er den eneste, som har alting med og som kan forstå alting i dets rette sammenhæng. Og derfor er han den eneste, der kan forstå, tilgive og sætte os fri. Og eftersom hans perspektiv er et andet end mit, bliver mine domme over mig selv, andre og det jeg står i i heldigste fald ufuldkomne, i værste fald skadelige.

For mig er der en stor lettelse i (igen og så igen) at øve mig i, at lægge dommen over ting fra mig. Det er befriende ikke at skulle bedømme andre eller mig selv.

Og håbet er at der kommer en dag, hvor ingen af os længere er i tvivl om, hvordan tingenes rette sammenhæng er.