Der findes forskellige spørgsmål her i verden. Nogle er vigtige; som f.eks. om man kan spise softice med pinde, mens andre er irriterende og svære at svare på; som f.eks. hvor ens rigtige mor er eller hvorfor man kan have sort hår, når nu ens mor har rødt hår?
Sådan er spørgsmålene i hvert fald delt op for Anna, der er født i Kina, men bor i Danmark sammen med sin mor og far. I bogen "Kan man spise softice med pinde" følger vi med Anna, da hun fylder 7 år. Anna tænker tit på Kina; når hun øver sig på at spise med pinde, når mor og far fortæller om, hvordan hun blev deres, og når hun bli'r vred på mor og far, og gerne vil væk hjemmefra. Anna synes, det er svært at forklare de andre børn, hvad det egentlig betyder at være adopteret, når man ikke engang selv er helt sikker på at forstå det. Hun er ikke engang sikker på, hvordan det staves.
Hvad Anna derimod er sikker på, at hun forstår, er, at børn i Kina spiser ris hver dag - og altid med pinde.
Igennem bogen lærer vi Annas mor og far at kende, hendes venner og hendes bedste. Vi lærer også flere af vennernes historier at kende. Der er mange forskelligheder, men ingen er specielle. Og sammen med børnene får vi hjælp af Bedste til at forstå, at man godt kan være venner og ligne hinanden, selvom man ikke er ens. Dét er en af bogens fine pointer.
Med "Kan man spise softice med pinde" har Malene Fenger-Grøndahl og Annemette Bramsen lavet en både sjov og tænksom børnebog, der henvender sig til børn (og deres forældre) i alderen 5 til 10 år. At Anna er adopteret er naturligvis en væsentlig pointe, men som jeg ser det, henvender bogen sig ikke af den grund snævert til børn, der selv er adopterede. Den kan lige så godt læses af nogen, der kender én, der er adopteret, i børnehaven eller i andre sammenhænge, hvor det er godt at snakke om, at man kan have forskellige måder at være familie på.
Bogens billeder er herlige. De er en blanding af tegning og foto-collage. En fin detalje er, at Annas rottehaler viser hendes humør. Da jeg åbnede kuverten med bogen, fik jeg hjælp af min søn Samuel på knap 3, som jo er udenfor bogens målgruppe. Alligevel kunne han fortælle en lang historie udfra billederne, så på den måde kan bogen sagtens vække mindre børns interesse også - selvom de næppe fanger alle nuancer i historien.
Der er ingen tvivl om, at "Kan man spise softice med pinde" er en bog, der har ligget forfatterne på sinde. Det er vigtige emner, der hives frem, som tankerne om føde-landet og den første mor, om at være anderledes, om at høre sin historie og om at være familie og have venner. Selv forældrenes blandede følelser om Kina-mor hentydes der til, ligesom Bedste kommer med gode råd om at leve her og ikke hos dem, man har mistet. Det er svært for mig at bedømme, om bogen vil lidt mere, end den egentlig kan rumme. Måske er der simpelthen for meget godt i den til, at emnerne helt får lov at få den plads, som de fortjener. På den anden side er netop dét en udemærket introduktion til Anna og hendes verden. Og så er det jo godt at vide, at bogen her bare er den første i rækken!
For mig var den bedste bid af bogen, da Bedste slår fast, at det er godt at have forældre, der passer på én. Annas ven Alfred svarer glad: "Ja, de gælder alle steder." Dét er da det bedste i hele verden at vide: at ens mor og far er ens mor og far alle steder - uanset om man er født i Kina eller i Danmark og har rødt eller sort hår. Og er der noget alle børn har godt af at vide, så må det være dét.
Hvis du kunne tænke dig at kigge indeni bogen, kan du klikke her.
"Kan man spise softice med pinde?"
64 Sider alle i farver
Udkommer 4. oktober 2011
Kan bl.a. købes på www.adoptionsverden.dk
Den lyder rigtig god og kan måske være en del af den barselsgave, vi skal give vores gode venner, der lige har hentet Thea i Sydafrika.
ReplyDeleteDa de skulle hente hende, gav jeg dem en lille fingerdukke med. En sort pige med de samme skønne totter i håret og en lille rød kjole på. Jeg tænkte den som en måde at kommunikere på mellem de nye forældre og den lille pige og det virkede rigtig godt og hun tog den straks til sig. Det fik jeg bare lige lyst til at fortælle :)
Jeg havde engang en dreng fra Haiti i min klasse og jeg er sikker på, at netop bogen du omtaler ville have hjulpet ham på vej i selvforståelsen og accepten af sin situation. Han var meget traumatiseret af sin første tid på Haiti og havde forskellige erindringer, der ikke var børnevenlige. I dag er han en stor dreng i god harmoni.
Klem
PS
ReplyDeleteJa, man kan godt spise is med spisepinde. Har dog ikke prøvet softice ;)
Det lyder som en bog, der er værd at skrive sig bar ørerne som gave til børn, som er adopteret eller som kender adopterede børn. God weekend til jer tre :-)
ReplyDeleteMette: Tak for historien om den lille pige med rød kjole. Det var en rigtig god idé! Hånddukker er netop fine, fordi de får barnet tæt på, samtidig med at man er sammen om noget andet. Jeg ønsker alt godt til Thea og dine venner her i den første tid med at være "forever" familie sammen!
ReplyDeleteLene: Det er en rigtig fin bog, der helt sikkert vil vække genklang og glæde. Også god weekend til jer!