Anerkendelse

Forleden drak jeg kaffe hos Junette. Midt i mellem snak om børn, tapeter og andre væsentlige emner, spurgte Junette mig om noget i retningen af, hvordan man kan få anerkendelse nok, og dermed være ligeglad med, hvis nogen ikke kan lide én. Hun bad mig tage mine præstebriller på, og komme med et svar. 

Som en del af svaret fortalte jeg hende en historie om ørkenfædrene. (Charlotte "Tro, Håb og Kærlighed" beskriver ørkenfædrene her.) 

"Der var en gang en munk, der kom til en af ørkenfædrene med det problem, at det var så vigtigt for ham, hvordan andre tænkte om ham. Ørkenfaderen sendte ham over på kirkegården, og bad ham bruge dagen på at rose de døde til skyerne. Han skulle endelig ikke lægge fingrene imellem, men både smigre og flattere efter bedste evne. Da han kom tilbage ved dagens ende, spurgte faderen ham, hvad de døde havde svaret? Ingenting - de var jo døde. 

Dagen efter blev munken sendt tilbage til kirkegården, men denne gang skulle han skælde de døde hæder og ære fra. Han skulle endelig ikke lægge fingrene imellem, men både fornærme og overfuse dem. Da han kom tilbage ved dagens ende, spurgte faderen ham, hvad de døde havde svaret? Ingenting - de var jo døde.

Ørkenfaderen sagde så til munken, at han skulle gøre som de døde: ikke lade sig mærke af andres mening uanset om de roste ham eller syntes dårligt om ham." 

Junette har så på sin blog reflekteret sådan her: 

"Lettere sagt end gjort. Dette er noget som er skrevet for 2000 år siden og emnet er stadig lige aktuelt. Det er stadig noget vi mennesker slås med.

I stedet for at stræbe efter at blive god til noget eller blive til noget, skulle vi hellere stræbe efter at kunne sige, mene og føle:”Jeg er.”

Måske det giver mere mening at definere JEG ER, ved at sætte flere ord på.
Jeg kunne tilføje:
Jeg er optimist
Jeg er tålmodig
Jeg er god og det modsatte
Jeg er farveafhængig
Jeg er naiv
Jeg er en fintænker
Jeg er glemsom
Jeg er klåg
Jeg er sjov

Alt det man ikke er, det er ligegyldigt. Man skal ikke bruge sit krudt på at spørge sig selv om hvorfor man ikke er sådan og sådan. Eller endnu værre, bebrejde sig selv. Man skal tage JEG ER- pakken og elske den.

Så har man fået sin anerkendelse."

Og her er så Junettes fantastiske billedlige gengivelse af historien! 

Da jeg læste om det, Junette skrev om 'Jeg er'-pakken, kom jeg til at tænke på, at "jeg er, den jeg er" også er sådan Gud, den evige væren, beskriver sig selv i det Gamle Testamente (se her og find Det Gamle Testamente, Anden Mosebog kapitel 3, vers 14), og at når Jesus skal beskrive sig selv, starter han ofte med "Jeg er ..."(se her og find Det Nye Testamente, Johannes evangeliet, kapitel 14, vers 6) Når vi som mennesker stræber efter at blive guddommelige - at blive lige som Gud - så er det i blandt andet den kvalitet vi længes efter: at kunne være og hvile i vores væren. Hvilket nogle gange kun er muligt, når vi får anerkendelse ved at se os selv igennem Hans øjne, der altid ser os med kærlighed og forståelse. 

At få sådan en tegning og reflektion over et svar på et spørgsmål en søndag eftermiddag må siges at være anerkendelse.