Uden ham, ingen børn

I dag er det 8 år siden, jeg satte ringen på min mands hånd. I 8 år har vi været hinandens. Jeg kan godt li' billedet her af Duncans hånd med vielsesringen og Samuels fødder; for mig er det netop vores ægteskab, der er baggrunden for, at vi kan være forældre til Samuel. Tror, det gik op for mig, da Duncan var syg: (Duncan var syg sideløbende med, at vi fik lægernes ord for vores barnløshed og gik i gang med adoptionsprocessen.) Hvis jeg mistede Duncan ville jeg også miste vores børn. Uden ham var der ingen grund til at græde over barnløshed. Det slog fast for mig, at vi er vigtigst. Og hvor er jeg glad for, at det har været sådan siden Charlotte velsignede os tilbage i 2003!