Helligånden er som gær

For små to uger siden fejrede vi pinse; Helligåndens komme til de kristne - og resten af verden. Helligånden, der også er Gud, og som gør os levende, som puster liv og som er usynlig og mystisk. Jeg ved, Hun findes, Helligånden. Jeg ved endda, at Hun arbejder i mig, så jeg mere og mere bli'r det menneske, som jeg er tænkt til at være. Hun skubber på, når det går op af bakke og fødderne er tunge. Hun opmuntrer, når noget ser uoverskueligt ud, og Hun hepper, når jeg finder på noget godt. Helligånden er min ven og den vind, der blæser sand i mine øjne, så de irriteres af uretfærdighed. Hun puster til mit ansvar for eget liv, og drysser kærlighed og nåde i mit hjerte og i min mund.

Alligevel er Helligånden så difus en skikkelse, at det er svært at forklare, hvad Hun er for én. Præcis som det er med alt, hvad der er i luften.

Som gær, for eksempel. Hvert år, når jeg laver hyldeblomstchampagne, så føler jeg lidt, jeg er tilbage i sandkassen for at lege. Tilbage i legehusets køkken, hvor jeg kunne lave den fineste suppe af vand, sand og mælkebøtter med tusindfryd til pynt. For meget mere ligner sådan en omgang hyldeblomstchampagne ikke til at starte med: vand, sukker og hyldeblomster svømmer rundt sammen med nogle citron skiver.

Men uanset om jeg kan forklare hvordan det sker, eller forstår at det findes, så findes der gær nok i luften til at sætte gang i en gæringsproces, der gør ingredienserne til ét hele, der smager fremragende.

Sådan er det med Helligånden; Hun er hverken hekseri eller magi, selvom jeg ikke kan begribe hende eller forklare hende. Hun er som gæret i luften, som kan gøre vand og nogle blomster til champagne; får Hun lov kommer der også små glædestrålende bobler hos dig og mig. Det, der bare var vand kan blive til fin champagne!