Nyheden om at Osama bin Laden var død, skudt i en militær aktion af amerikanske soldater har sat mange tanker i gang mange steder. Bl.a. Charlotte, Julia og Sara har skrevet om det.
Jeg har ikke noget, der ligner en flydende reflektion eller en færdig konklusion. Bare en masse overvejelser:
Osama bin Laden står for Vesten som terrorist og skurk nummer ét. Hvordan mon han var som far og ven? Eftersigende var han både venlig, ydmyg og gæstfri.
Hvad sker der med den familie, der nu har mistet et medlem?
Er der større forskel på en frihedskæmper og en terrorist, end hvem, der skriver historien bagefter?
Jeg forstår, at bin Laden er blevet symbol for angrebet d. 11. september, og at han som sådan pernoficerer (nogle) amerikaneres frygt. Men at tro at alle farer fra omverdenen forsvinder med ét menneskes død, er en illusion, der må briste.
Det er muligt Mellemøsten skaber problemer for den vestlige verden. Men hvordan kan vi se dem som problemer, uden at vedkende vores egne landes indblanding i den historiske tilblivelse af de problemer?
Når jeg brokker mig over benzinpriser, og dermed opfordrer mine politikere til at forfølge billige olieinteresser - er jeg så med til at vedligeholde spændingerne i Mellemøsten, og dermed med til at skabe rummet, hvor et menneske som Osama bin Laden kan lede mennesker?
At feste fordi et menneske er dødt, uanset hvor hadet det menneske må synes eller hvor stor skade det menneske har forvoldt, strider imod min grundlæggende forståelse af at ALLE mennesker er skabt i Guds billede og er lige-værdige.
Det er muligt bin Laden er for farlig til at være i vores verden, men han er ikke for skyldig til, at Gud kan tilgive ham.
Hvad er forskellen på den ordrer Obama gav til militær aktionen mod bin Ladens hus og den ordrer bin Laden gav mod husene i Obamas land?
Jeg kan forstå, at det kunne skabe enorme politiske problemer at fange og sætte bin Laden for en retssag, og at det er nødvendigt at offentliggøre nyheden om hans død utvetydigt. Alligevel vil jeg ikke acceptere, at han dog ikke har krav på respekt som menneske. Politisk og for den internationale sikkerhed er det muligvis en god ting, men som menneske er et andet menneskes død vel også altid dét; et andet menneskes død.
På søndag skal Duncan prædike over historien om, hvordan to af Jesu venner efter på gik fra Jerusalem for at komme væk fra kaos, bristede håb og den grusomme død deres ven var udsat for. Mens de går kommer en fremmed, og forklarer dem, hvordan det også kunne forstås: At deres ven var Kristus, der kom for at vænne op og ned på liv og død. Den fremmede åbner, deres øjne og deres hjerter for en anden virkelighed midt i deres kaos, og han peger på håb i det, der var fremtidsløst for dem. Når sådan noget som det her med Osama/Obama sker må jeg be: Jesus, kom og snak med mig. Vis mig, hvor din virkelighed findes i det her kaos. Og giv mig håb for vores alle sammens fremtid.
Han vil gøre det.
Enig! Der ikke grund til fest. Jeg ved ikke noget om Osama som menneske og det jeg ved er der andre der har bestemt at jeg skal vide. Det er muligt han var med til at gøre verden til et usikkert sted men var han den eneste der var dét??
ReplyDeleteDet er muligt det gi´r nogen fred at vide at han nu er død men der er stadig mennesker der lever i ufred - uden at Osama kan få skylden for alt ondt i verden.
Jeg håber som du skriver at han får tilgivelse for hvad han har gjort - og at de der skød ham også får den tilgivelse de har brug for.
Et stærkt og eftertænksomt indlæg Anne, jeg kan kun erklære mig fuldstændig enig i dine betragtninger, vi er først og fremmest mennesker, ligeværdige mennesker, dernæst kommer religion/nationalitet, men det er som ligeværdige mennesker at vi skal møde hinanden, på den måde omgår vi en masse fordomme om snart det ene (religion), eller det andet (nationalitet), hvem dømmer hvem, retter du en anklagende pegefinger i mod andre, peger den også altid mod dig selv.
ReplyDeleteI kærlige tanker, god weekend.