Forklaringsproblemer?

Jeg tror, jeg har fået et forklaringsproblem.

Det startede for et par måneder siden. Jeg sad og sang med Samuel. "Mester Jacob" var og er et hit. Nu bor vi jo i et hus med kirkeklokke ovenover, så jeg tænkte, at barnet ville kunne relatere til mester Jakobs oplevelse med at høre kirkeklokkerne. Er også af den overbevisning, at børn skal have virkelige forklaringer på det, de oplever.

Mor: "Mester Jakob sov, så han kunne ikke gøre kirkeklokken. Og så ku' han jo ikke komme til gudstjeneste." (Dét viste sig at være HELT forkert indgangsvinkel til barnet, der elsker at komme til gudstjeneste.)
Samuel: "Guntint?!"
Mor: "Nej, han sover, så hører han ikke klokken fortælle, at der er gudstjeneste."
Samuel (lettere panisk): "Jacob guntinte?!"
Mor: "Jacob hørte ikke klokken, da gudstjenesten startede."
Samuel (nu med gråd i stemmen): "Guntinte, Jacob!"
Mor (febrilsk forsøg på at redde barnets tillid til mester Jacobs hørelse): "Måske hørte han klokkerne, og vågnede, så han måtte løbe stærkt for at komme med til gudstjeneste."
Samuel (tydeligt beroliget): "Jacob klokke guntint."
Mor (med sved på panden, lettet over at barnet igen var roligt): "Ja, nemlig, Jacob nåede liiige at høre klokken og løbe ned for at være med."

Retrospekt ser jeg, at der er grænser for hvor meget realisme, man behover at stoppe ind i børnesange. Og dog faldt jeg i igen for et par uger siden:

Mor: "Vi skal op til mormor og morfar, Samuel."
Samuel: "Køre slæde!"
Mor: "Nej, det kan vi ikke, Samuel, for sneen er væk. Og man kan ikke køre slæde på græsset."
Samuel: "Sne henne?"
Mor: "Sneen er smeltet. Den er blevet til vand."
Samuel: "Vand henne?"
Mor: "Vandet er løbet ned i jorden." (Mærker her en mistanke om, at have mistet grebet med samtalen)
Samuel: "Vand jorden henne?"
Mor: "Øh, vandet er i jorden, men så kommer det op i skyerne - og bli'r det sne igen til vinter."
Samuel: "Sne henne?"

Barnet har nu accepteret at sneen er væk. Og kommer med en art remse om jord, vand og skyer, når talen falder på sne. Problemet er nu, at jeg ikke tør tage ham med ned i den del af haven, hvor hindbærplanterne står, for han har peget og spurgt: "Hindbær henne?" Jo, øh, de er...ingen steder endnu, men kan du se den her blomst....?

I morgen skal vi til begravelse med et menneske, Samuel kendte og var glad for. Han har spurgt: "William henne?"Og så kommer problemet igen: Hvordan forklarer jeg det?! Jeg har lært af erfaringen, og lader være med at fortælle, at William ligger på kapellet i en kiste, men at hans sjæl ikke er i kroppen, men er hos Gud. Eller i hvert fald helt sikkert kommer i himlen. Og at selvom nogen er døde, så er vi stadig sammen, når vi kender Gud.

Puha. Og han er ikke engang kommet i "hvorfor?" alderen endnu. Der får jeg helt klart forklaringsproblemer!