"Vi snakker sammen, nogen filmer og nogen ser det"

Spredte indtryk og tanker fra en meget ualmindelig dag kunne være:

Hvad var det, der skete siden min telefon pludselig kimede, i hvad der føltes som ét væk? Er overrasket over at se de såkaldte sociale medieer "in action". Jeg ved godt, at det, der skrives på nettet i én sammenhæng hurtigt kan flytte sig til andre, men selv at opleve det er spøjst. 

Journalister lyder meget entusiastiske, når de præsenterer sig. Det var fascinerende at opleve en smule af deres arbejde bag facaden. Og ikke mindst hilse på og se alle dem, der arbejder omkring dem; lydmænd, kamera-folk, stylister, vagter og hvad ved jeg. Der er travlt og koncentreret i kulissen. (Hvis du har lavet teater, har du en god fornemmelse af det.)

Jeg har fået helt utroligt mange kommentarer, beskeder og mails fra mange forskellige mennesker. (Tak for dem) Det er rart med den varme opbakning og gode ønsker for Samuel. Det er som end også godt at få bekræftet min tanke om, at hvis jeg har oplevet det én gang, må der var andre, der oplever det oftere. Måske ikke så voldsomt hver gang, men småt og ofte slider bare endnu mere, tror jeg. 

Flere har skrevet og takket mig "for at stå frem". Sådan har jeg ikke selv tænkt det, men spekulerer over, om der virkelig er så få historier om hvad diskrimination både den ene og den anden vej gør ved den, der udsættes for det? Og måske er det godt, at én, som mig oplever det, fordi jeg først oplever det som voksen, tager for givet at jeg har lov at være her og stoler på at samfundets virkemidler (ordensmagt, retsstat, mulighed for at blive hørt) kan virke til min fordel. Hvordan skal man kunne det, hvis man er vokset op med at blive talt grimt til, har vænnet sig til at vende det døve ører til eller ikke magter sproget, ikke føler sig hjemme endnu, eller tror, det er den gængse opfattelse? 

(Jeg vil rigtig gerne stadig svare alle, der har skrevet, men der komme liige til at gå lidt længere end forventet eftersom I er mange, der fortjener ordentlige svar)

Vidste du, at det kilder at få lagt foundation med en air brush? Det gør det. Og den mascara, der bliver brugt er heftig!

Jeg har ikke være så nervøs som i går på vejen til København, siden jeg gik til eksamen.

Hvor ser mennesker, der går tur, sjove ud, når de ser på sig selv i spejlbilledet af en tonetrude. Bag ruderne var vi to, der ikke før havde færdes foran kameraet. De andre var vældig nonchalente - nogen mere end andre.

Harmonikamusik var tilsyneladende det eneste, der blev spillet i hovedstaden i går.

Caféen Thomas' sandwich på Strædet skulle være de bedste, men den lukker desværre kl. 20.00, så jeg kan ikke bekræfte, om det er sandt.

Flere har skrevet til mig, at det ikke nytter at gøre noget. Det tror jeg ikke på. Og som en anden skrev: hellere kæmpe end gå fallit på forhånd. Det nytter altid noget. Også i dag.