... at du er mor, når du pludselig befinder dig midt i, hvad kun kan beskrives som verdens tåbeligste konkurrence: "Mit barn ved, hvad grisen siger." "Det gør mit ikke, til gengæld kan han brøle som en løve." "Det kan vores også. Og så svarer han på, hvad hesten siger."
Siden hvornår blev dyrelyde så interessante og alt afgørende?! Og siden hvornår begyndte jeg at gå op i det? (Svar til selv: Så snart Samuel gjorde antræk til at brøle bare en lille smule.)
Godt brølt, løve(inde)!!! Selvfølgelig kan han brøle som en løve og sige:"for filan!" fordi mormoren glemmer at han er en lille kopimaskine når det gælder ord. Han er bestemt en dygtig dreng - men han er jo også vores;-*
ReplyDeleteNå, det er sødt, Anne - og det minder mig om H.C. Andersen og hans brug af dyr. Det er noget, via alle elsker højt :-)
ReplyDeleteHa, der lyder sikkert som en hel zoo hos jer. Så vidt jeg ved er de der dyrelydeefterligningslege ret vigtige for børns sproglige udvikling, så just give it away :-) (selvom at konkurrere på dem måske er at gå lidt til yderligheder, haha). (Og jeg har lige været sammen med en flok seks-syv-årige der med stor fryd brølede som løver og trompeterede som elefanter - det går åbenbart sent over).
ReplyDeleteHe he ... bare rolig, Anne - det går over. Både for mor og barn ;-)
ReplyDeleteMor: Han er i dé grad en kopimaskine - men hvordan skal man ellers lære?! :-)
ReplyDeleteMadame: Tak. Det er meget pudsigt sådan at opleve sig selv fra en ny vinkel!
Janne: Måske er det ikke en konkurrence - det føles bare sådan ind imellem?! Men godt - hvis begejstringen for dyrelyde er vigtigt og varer ved er vi godt i gang!
Bente: Jeg håber det. Kan ikke rigtig overskue tanken om at trompterer til hans konfirmation :-)