Uanset hvor man går er der træer, der smider med ting. Eller blomster, der kaster frø efter dig. Noget af det fineste er kastanjerne lige nu. De er så fine grønne. Og så er de så rare at røre ved, synes jeg. Altså, når kastanjen kommer ud af sin skal!
Dejligt billede og kastajner er skønne at have i lommen (når de er ude af skallen), bløde og beroligende at røre ved :-)
ReplyDeleteDet er små kunstværker - og meget smukke billeder du har taget! Jeg kan huske glæden ved som barn at lege med de runde former og lave små tændstikdyr :-)
ReplyDeleteLene og Madame: Tak. Jeg er vældig godt tilfreds med lys og det hele selv, Jeg elsker det, når kastanjerne koommer frem. Og hver år bliver jeg lidt skuffet over at de ikke holder blødheden, når de tørrer ud!
ReplyDeleteKastanjer er så smukke - så længe det varer ;-). Og så vidner de sammen med alle de andre af efterårets smukke frugter om at efteråret ikke kun er begyndelsen til enden, men også begyndelsen til en ny begyndelse ;-).
ReplyDeletePræcis, Janne! Sådan har jeg det også. Så når folk taler om død og ødelæggelse, så kan jeg ikke helt få det til at passe med det jeg ser. :-)
ReplyDeleteJa, de er smukke. Men uh hvor de også minder om, at nu er det altså efterår - og den mørke tid er på vej. Den er jeg ikke særlig glad for.
ReplyDeleteBente: Nej, egentlig ikke. Hvert år tænker jeg, hvor godt det bliver med kakao og tæpper og film. Og hvert år kommer det bag på mig, hvor træt jeg også bli'r :-)
ReplyDelete