2/4

Om to dage på nuværende tidspunkt er jeg ved at stå ombord i det fly, der skal få mig til Johannesburg fra Frankfurt. Og hvordan er vi så kommet her hen, har jeg tænkt i de sidste dage.

Jo, i oktober 2007 sagde jeg for første gang højt til nogen "Hvordan gør man, hvis man skal adoptere?" Det var tidligt endnu. Vi var blevet klar over at der var noget galt - i hvert fald blev jeg ikke gravid. På det her tidspunkt fik vi alle de gode råd om at sove mere, spise mindre, spise anderledes, motionere, droppe alkohol, gå i løse bukser, lad være at stresse, vær tålmodig og den værste: "I er så unge". Alt sammen godt ment, men meget frustrerende, når man kan mærke noget ikke er som det skal være.

I november 2007 tog vi til informationsmøde om adoption hos AC børnehjælp i Århus. Det er møder, de holder med jævne mellemrum, som dels orienterer om selve adoptionsprocessen, men som også fortæller om netop denne organisation og deres ethos. Jeg kan huske at jeg var overrasket over hvor almindelige folk så ud. Og hvor bombet jeg var bagefter over de spørgsmål der blev stillet om hvorvidt man selv skulle tage bleer med på rejsen? Og så var der muligheden for at kigge i albums med babybilleder - det var vildt surrealistisk og nærmest ikke til at forholde sig til.

I januar 2008 sendte vi det første tunge brev afsted til statsforvaltningen. Vores ansøgning om godkendelse til fase 1. Det var en speciel følelse, og jeg kan stadig se postkassen på Grejsdalsvejen for mig.

Så blev Duncan syg, og i et af mellemrummene, hvor han var hjemme fra hospitalet, var vi til første samtale hos vores sagsbehandler i statsforvaltningen. Det var ret lige ud af landevejen. Det er i den fase de praktiske rammer omkring et par bliver undersøgt: økonomi, helbred og hus. En dag i maj 2008 sad vi i vores sommerhus og vidste at i dag blev vores sag behandlet hos samrådet. Det var meget meget mærkeligt at vide at et sted i Danmark tog en gruppe mennesker stilling til hvorvidt vi kunne godkendes som adoptiv forældre eller ej. Folk sagde til os at "selvfølgelig bliver I godkendt". Men det føltes på ingen måde selvfølgeligt. Men vi blev godkendte, og så var Duncan syg igen.

I september 2008 var vi på adoptionskursus, som er det, der udgør fase to af en dansk adoptionsgodkendelse. Det var vildt spændende at være med. Og grænseoverskridende. Jeg fatter slet ikke jeg tog afsted, for jeg var slet ikke så godt istand endnu. På den anden side var det vigtigt for mig at der nu skete noget for os. Det var to rigtig gode weekender, og vi har fået gode venner ud af det. Det er her, der bliver stillet spørgsmål og scenarier op for én, som man sammen med andre kan tage stilling til, vende og dreje og forsøge at forholde sig til. Det jeg særligt husker var lettelsen over at være sammen med så mange mennesker, og være helt almindelig. At der var andre, der forstod præcis hvordan det var at være os.

Ugen efter fase to indsendte vi ansøgning om at blive endeligt godkendt i fase tre.

Det var mens vi ventede på indkaldelse til de to samtaler fase tre består af jeg har haft det aller sværest. Der var gravide over alt (sådan føltes det i hvert fald) Og mens andre blev gravide uden problemer, kunne jeg ikke engang få det brev, der skulle til for at en anden kunne tage stilling til om jeg måtte være forælder. Det gjorde ondt, var tungt og meget ensomt.

De to samtaler i fase tre (en hos sagsbehandleren og en hjemme hos en selv) er der, man skal fortælle sin personlige historie, hvad ens forældre laver, hvilken uddannelse man selv har, hvilke tanker man gør sig om familie, hvordan man i ægteskabet håndterer konflikter og meget mere. Det er denne fase filmen "Den Eneste Ene" gør nar af.

For mere eller mindre et år siden ringede Duncan så til mig at NU var brevet kommet - vi var blevet endeligt godkendte til at adoptere indenfor en normal godkendelse. Dvs. et normalt fungerende barn i alderen 0-3 år.

Ugen efter tilmeldte vi os Sydafrika listen hos AC Børnehjælp i Århus. Det var en fantastisk følelse. Nu kunne vi endelig følge med i noget! Endelig var der noget, at se på, nogen, der skrev om hvordan det gik. Og ventelisten blev sat ned mens vi var på listen. Fra at have været mellem 1,5-2 år blev den sat ned til mellem 9 måneder og 1,5 år.

I juni 2009 blev vi bedt om at samle et hav af papirer sammen, så vores sag kunne blive sendt til Sydafrika. Det var nærmest euforisk - nu kom vores sag med i den daglige "lodtrækning". Og d. 19. august 2009 fik vi brev om at nu lå vores papire i Sydafrika "Det næste vi forventer i sagen er, at I får stillet et barn i forslag."

Det skete så d. 3. februar 2010. Og ja, nu sidder vi her og gør klar til at hente ham!