Undskyldning på rette sted?

Jeg følger med i klima topmødet over TV. Er helt med inde i plenar salen og i de korridorene. Lytter til rygter, der svirrer, og forsøger at stikke en i finger i jorden hos Kina, Indien og USA. Hvad mener Brasiliens Lula Da Silva, Indiens præsident og FNs generalsekræter med deres ordvalg? Og er det kun træthed eller er der skuffelse at spore i Connie Hedegaards gang? Det er spændende at følge med i de politiske dansketrin, synes jeg. For slet ikke at tale om væsentligt for vores alle sammens fremtid!
Efterhånden, som jeg har læst og lyttet over de sidste dage slår det mig, at det noget af det, der ligger som en bremseklods i forhandlingerne om fremtiden er fortiden. Igen og igen nævner de det; fra Sydafrikas klimaminister til Kinas præsident over Mexicos præsident og G77 landenes leder fra Sudan: Det er de rige lande (=os) der med industrialiseringen har sat denne ødelæggende udvikling i gang. Det er de rige lande, der har haft størst CO2 udledning hidtil. Det er ders (=vores) skyld at de fattigste i verden nu lider. Det er deres (=vores) skyld at de, der har haft mindst indflydelse på CO2 udledningen føler konsekvenserne ved klimaforandringerne allerede. Og derfor konkluderer de at det er de rige lande (=os) der skal reducere mest på CO2 udledningen, hurtigst blive CO2 neutrale og betale mange milliarder kroner til hjælp til de fattige landes udvikling.
Der er ingen tvivl om at det er rigtigt, at det hidtil har været de rigeste lande, der har udledt mest CO2, og som har den mest dekadente livsstil. Der er heller ingen tvivl om at det er os i de rige lande, der burde have flest resourcer til at forske i, udvikle og fremme ren energi. Heller ikke at vi har penge til at hjælpe fattige lande, med at tage del i den samme udvikling. Alligevel virker det på mig som om det bliver en form for aflad at det er de rige lande, der alene skal bære ansvaret for klimaets videre udvikling. Vi kan ikke ændre på fortiden. Hvor gerne vi end ville i dag, er det ikke muligt at ændre indistrualiseringens historie. Det er heller ikke muligt for os at lave om på vores dybt beklagelige historie med kolonier, slavehandel og herre-dømme over mange af de lande, der nu hører til verdens fattigste.
Det er klart at regeringerne i de fattige lande har en dagsorden med at tage vare på de fattige i deres lande, og gøre hvad de kan for at højne deres levestandard. Det kan ikke være anderledes og skal heller ikke være det. Men at fattigdommen sammenlagt med at de rige landes (=os) tidligere fejl skal legalisere at Kina, Brasilien, Sydafrika, Indien og flere med dem, skal have lov til at højne deres udledning af CO2 har jeg svært ved at forstå. Hvis de gør det og de rige lande bliver CO2 neutrale får vi stadig en situation, der er værre for verden end den vi har nu.
Vi i den rige del af verden må bære byrden for fortidens synder og fejl. De fattige lande må bære deres del af ansvaret for fremtidens udvikling. Det er forståeligt at de fattige lande kan synes det er urimeligt at de står i en situation, de ikke selv har været med til at skabe. Det er også urimeligt. Og det vil være lige så urimeligt om resten af verden om 100 år står i en værre situation, fordi de fattige lande i udvikling ikke tog ansvar for klimaet i deres udvikling.
Det virker, når jeg har lyttet til taler og forhandlinger, som om der er en mur af utalt sorg over tidligere tiders handlinger og beslutninger. Vi kan ikke ændre på dem, men vi kunne undskylde for dem. Og vi kan be' om tilgivelse. Jeg ved det er en ukendt tanke i dansk (og vestlig?) politik, men det ville åbne muligheden for tilgivelse, og med den, friheden til at glemme fortiden og sammen arbejde for fremtiden. Uden undskyldninger og tilgivelse kan det være svært, om ikke umuligt, at flytte sig.