Tusind tak, og mere til

Duncan er rendt afsted med kameraet, så indlæggene de næste par dage bli'r uden billeder.... Jeg skulle til sen frokost hos en veninde i dag. (åh så hyggeligt) På vejen kom jeg forbi en trappesten, hvorpå der sad en lille pige med cykelhjelm og så opgivende ud. Jeg spurgte, om hun var okay, hvortil hun i brav stemme svarede "ja", alt i mens tårerne strømmede ned af kinderne. Det kunne jeg ikke få mig til bare at gå forbi, så jeg satte mig ned og opdagede, at hun holdt omkring sit knæ, som blødte gennem gamacherne. Hun havde været på vej hjem på cykel, og var faldet. Øv! Storebror var på vej efter mor, som kom efter vi et stykke tid havde siddet sammen på trappen, og spist en flødebolle. (lidt færre til frokosten) Min veninde bor lige om hjørnet, så hende tilkaldte vi med vaskeklud og plastre. (Hun kom med Hello Kitty plastre, som eftersigende er den bedste behandling af sårede pigeknæ :-) )

Da mor kom sammen med storebror, takkede de for hjælpen. Men det, der gjorde indtryk var drengen. Han blev ved med at takke, og undrede sig højlydt over, at vi var så rare og venlige. Vældig godt for ens "selv-fedme", sådan at blive beundret, men også lidt trist, at han ikke tog det som en selvfølge, at mennesker hjælper hinanden, når der er brug for det. Er det virkelig sådan at det er usædvanligt at få hjælp af fremmede mennesker?!