I eftermiddags gik jeg til messe i den katolske kirke i Vejle, Skt. Norberts kirke. Det er første gang jeg har været med til en af messerne der - til trods for at have haft lyst i alle de år vi nu har boet i Vejle! Endelig lykkedes det (= gjorde jeg noget ved det). Det var som forventet en god oplevelse. Messen lignede det jeg kender fra den anglikanske kirke meget, og også ord og vendinger fra nadveren i Metodistkirken kan man genkende - og det er sådan en dejlig påmindelse om, at vi hører sammen. Nu kan man ikke modtage nadver i en katolsk kirke som protestant. Men man kan gå op til alteret og lægge højre hånd på hjertet og modtage velsignelsen. På den måde signalerer man, at man gerne vil deltage i fællesskabet, så langt det er muligt.
I dag er det Skt. Barnabas dag. Det var jeg ikke klar over. Men så lærte jeg det. Det er ham ikonen viser. Barnabas arbejdede sammen med Paulus om at fortælle og forklare hvad det betød, det, som Jesus gjorde. De blev godt nok uvenner på et tidspunkt og fulgtes ikke ad. Men på den måde nåede de måske også længere. Barnabas er kendt som opmuntringens søn - altså, han var kendt som én, der opmuntrede mennesker. Det synes jeg er en fin betegnelse. Og godt at tænke på at der var mennesker i kirkens første tid, som måske var en anelse blødere og mere pasotrale end Paulus af og til fremstår :-)
Det fik mig til at tænke på hvem, der har været Barnabas'er for mig... Hvem har opmuntret dig for nyligt?
Jeg var hos lægen forleden dag, og sad og ventede i venteværelset. Overfor sad en gammel mand, og hans kone kom gående ud til ham. Hun havde fået taget blodprøver. Hun beklagede sig, de var for høje og forkerte, men hun skulle ind til lægen og snakke. Om hun ville have han skulle gå med? "Nej!" var svaret, og jeg fik fornemmelsen af at her var en kvinde der nok var gammel og slidt, men som i den grad var vant til at tage vare på sig selv. Hun var hård - på den lidt utiltalende og martyriske måde. Og så kom lægen, råbte hendes navn højt og hun rejste sig for at gå. Hvorefter lægen sagde "nåh hej Hvad-Hun-Nu-Hed", og tog hende i hånden. Så trak hun afsted med hende i langsomt tempo ned af den laaange gang. Hånd i hånd.
ReplyDeleteJeg blev meget rørt, og forsikrede mig om at det håndtryk, fuld af omsorg, er værd at tænke på både som ung "donor" af håndtryk, og som gammel som modtager.
Det er en meget fin historie! Mon ikk elægen kendte sin patient - eller bare tør handle ud fra hjertet? Tak, Lina!
ReplyDelete