Uden Sorgen er jeg alene

"Han anses for at vær en skidt fyr. Godt nok er han ikke ligefrem festens samlingspunkt, og de fleste han omgås påvirkes også af hans selskab. Det er sjældent, han bliver opsøgt med entusiasme. Men når man lærer at kende ham sådan rigtigt, viser han sig at være meget venlig og nærværende, Sorgen. 

Da jeg begyndte at ses sammen med ham, prøvede Man at tale mig til Fornuft. Men jeg ville ikke se Fornuft. Man prøvede at pege på Glæden, men jeg genkendte ikke Glæden. Glæden og jeg havde intet tilfældes. Fornuften kunne ikke sætte sig i mit sted, og jeg kunne ikke holde Glæden ud. 

Sorgen kendte jeg. Vi forstod hinanden. Sorgen vidste, hvor det gjorde ondt, han forstod hvorfor jeg sad stille, hvorfor tårerne kom tilsyneladende uden grund. 

Men Sorgen gør sig som oftest ikke godt i større forsamlinger. Det bliver lidt akavet at have ham på slæb. Man undgår ham helst, affejer og lytter ikke til det han siger. 

I nogle sammenhænge bliver han simpelthen bedt om at blive hjemme: ”Her er der ingen grund til at være ked af det”, ”Nu skal vi glæde os på deres vegne”, ”I det store perspektiv er alt jo godt.” 

Men når Sorgen er den eneste jeg kan holde ud at være sammen med, den eneste jeg kan være mig selv med, og han bliver nægtet indgang, så bliver jeg ensom. Når jeg ikke må følges med Sorgen, står jeg for mig selv.

Tag ikke Sorgen fra mig - uden ham er jeg alene."