At vide hvor man kommer fra

I menigheden i Vejle hvor jeg færdes næsten dagligt har vi en væg, som jeg er kommet til at kalde "døde væggen". Den består af billeder af de, der har været præster/lægprædikanter i menigheden ligesiden den startede i 1860. Det siger sig selv de fleste af dem, er døde på nuværende tidspunkt. (Faktisk er der ligenu kun to af dem i live). Så altså, "Døde væggen". Et udtryk som vel også meget nøjagtigt beskriver hvilke følelser jeg har overfor de hersens billeder (I modsætning til andre, selvfølgelig, m jeg jo tilføje). Min indstilling er ikke blevet hjulpet af at væggen er det første man ser, når man træder ind i vores menighedslokale. Ikke noget opmuntrende syn, har jeg syntes. Slet ikke for en menighed, som faktisk er ret ung, og som gerne vil ændre sig og følge med tiden i sit udtryk. Så ind imellem snakker vi om hvad vi skal med de her billeder. Hjulpet godt på vej af at der nu skal et billede mere op, fordi min gode kollega Keld Munk er flyttet videre, og at vi ikke har flere runde rammer at sætte ham op i.

Sidst vi snakkede om det blev vi så enige om at skal de hænge der/ så længe de skal hænge der, så vi begynde at fortælle nogle historier om dem, så vi ved hvorfor de hænger der og hvem de er.

Som præst er det selvfølgelig bl.a. min opgave at gøre det. I hvert fald har jeg en god mulighed for det når jeg prædiker søndag formiddag. Og jeg må sige at da jeg sidste søndag første gang viste nogle af billederne på powerpointen og fortalte om de her mennesker og hvad de havde lavet i vores menighed, så blev jeg temmelig begejstret. Mens jeg læste om dem, og bladrede i billeder viste der sig mennesker ( og menigheder omkring disse menneser) som har turdet og gjort mange ting! Menigheden i Vejle har flere gange gået foran. De har ikke været bange for at lave om i deres eget kirkehjem, for at møde de behov mennesker omkring dem havde. I løbet af bare 40 år havde de etableret en menighed, startet afholdsbevægelsen, lavet børnehjem og bygget et temmelig stort hus at bo i.

Her er ikke tale om døde mennesker, men derimod spillevende mennesker, som har taget deres tro alvorligt - og derfor levet den ud. Her er tale om forbilleder til inspiration og opbyggelse.

Og så gik det - midt under gudstjenesten - pludselig op for mig hvorfor det er vi i metodistkirken ikke bruger alkolhol i nadvervinen. Jeg har naturligvis før vidst at det var for at alle mennesker, både raske og syge, børn og unge, afhængige og uafhængige skulle kunne får til nadver - men i søndags forstod jeg at det har med min menighed at gøre. Det er naturligvis på baggrund af afholdsbevægelsen og dens store arbejde at vi gør som vi gør. Det er fordi der i vores historie gemmer sig mennesker som har "practised what they preached". Det gjorde mig glad - og stolt. Så her er et scannet billede af C.F. Elzholt, en af fortalerne for afholdsforeningen, som var med da den blev stiftet, og som hænger på min væg!