Kærlighed på film

Jeg er med i BiografKlub Danmark, og derfor har jeg været inde og se Bornedals "Kærlighed på film". Efter både titlen og traileren jeg har set ,troede jeg, vi skulle ind og se en trist mens spændt kærligheds historie. Det viste sig at sådan var det ikke helt.
"Kærlighed på film" handler om Jonas, som er gift (efter hvad jeg kan regne ud må de have været sammen i en 10-15 år) og har to børn. En dreng og en pige. Ægteskabet knirker - eller er måske snarere gået lidt i stå. Konen går op i at få hverdagen til at fungere, og de er flyttet til et helt nyt område. Problemet er at Jonas ligesom ikke har sig selv med i det. Han føler sig gammel mellem alt det nye. De elsker ikke rigtig mere, og livet er i det hele taget ikke som han havde forestillet sig det. En oplevelse som ikke bliver hjulpet af at hans arbejde er at tage billeder for politiets mordafdeling.
Pludselig en dag møder han i en ulykke den skønne Julia, som er på vej hjem fra Hanoi opløst i fråd. Julia går i koma efter ulykken. Af uransageligr årsager giver Jonas sig ud for at være Juilas kæreste Sebastian som ingen i familien tidligere har mødt. Herfra vikles han ind i et spind af løgne, som han ikke har rygrad til at skille sig af med. Og som han efterhånden ikke har lyst til at ændre, for han forelsker sig i Julia. Og, tror jeg, den livsstil hun tilbyder. Hver gang vi ser scener fra hendes familie og deres hjem, sker det uden megen tale, men til klassisk musik med en balletdansende søster.
Man aner dog at Julia har oplevet noget i Hanoi, som hun er på flugt fra. Noget meget uhyggeligt, som hun har fortrængt i ulykken, men som presser sig på. Ind imellem ser vi klip fra Julias tid i Østen sammen med den rigtige Sebastian, og efterhånden tegner der sig et billede af en meget voldelig mand.
Det hele ender med at Jonas ligger på fortovet udenfor den nye lejlighed, som han og hans familie næsten lige er flyttet ind i, skudt mange gange i brystet af Triaderne, men regnen løbende ned over ham.
Filmens indgangs spørgsmål er - i traileren: "Hvad gør man når det forkerte føles rigtigt?"
Det er den mest voldelige film jeg har set til dato. Så voldsom var den at jeg var rejst mig og gået en tur, hvis vi ikke havde været i biografen. Jeg overvejede endda at gå helt ud og væk - men vi sad modsat indgangen, og tanken om at forstyrre filmen for samtlige andre gæster fik mig til at blive siddende med hjertet hamrende i brystkassen på mig. Meget ubehageligt.
Det er klart filmen behandlede et emne, som er uhyre relevant i dag: Hvordan håndterer man et ægteskab, som efter mange år er blevet kendt og vanepræget? Et spørgsmål som mange går med, og som vi har svært ved at tackle på andre måder end med skilsmisse. Der taler statistikkerne for sig selv. Bornedal, der selv er skilt af samme grund, har selv sagt at filmen ikke er lavet for at sige hvem, der har ret og hvem, der gør fejl. Og jeg sidder da også tilbage og spekulerer over hvad meningen var. Var budskabet at man skal gå efter sine drømme også selvom det er på bekostning af tidligere aftaler og ikke mindst sine børn? Eller var det at kærlighed, der er ligeså voldsom og intens som på film, er det hele værd, også selvom man dør af det? Eller var det at kærlighed som på film ikke findes, men at det gør den kærlighed, der findes derhjemme? Eller var det at man ikke skal prøve at give sig ud for at være en anden end den man er, for man dør af det?
For mig blev filmens kernespørgsmål stillet af Julia i sygesengen: "Kan du forestille dig at leve med to skrigende unge, indkøb og sex på faste ugedage? Det må være sygt.... Eller også er det fuldstændigt fantastisk."
Ægteskab, samliv, forpligtelser - det er alt sammen store ord. Men jeg tror faktisk der er andre udveje end at kede sig ihjel med sex hver onsdag eller ved at give sig ud for at være noget man ikke er og jagte en drøm. Jeg tror man kan finde levende, dynamisk kærlighed i et ægteskab med det samme menneske i mange år. Kærlighed i virkeligheden er muligt!