Kristen praksis

I sidste uge kom det frem at Mother Teresa har haft kriser i sin tro i gennem mange år. Ja, at hun faktisk i årtier har haft svært ved overhovedet at mærke Guds nærvær. Jeg læste det først i en avis som gav meget plads til flere atteister, som naturligvis argumenterede at det viste Mother Teresa havde indset at kristendommen er løgn, men at hun var for fej til at tage konsekvensen af det. Det rystede mig. Ikke det ateisterne sagde, men at Mother Teresa som har været et ikon, et forbillede skulle kunne have det sådan. Jeg havde troet at mennesker, som udstråler Guds kærlighed naturligvis selv måtte være klippefaste i troen...

Efter at have tygget lidt på det er jeg ikke længere så rystet. For hvem har sagt at man skal kunne mærke Gud altid for at kunne tro at han findes? Eller for at kunne stole på hans godhed? Mother Teresa tvivlede og kæmpede, ingen tvivl om det. Men hun holdt aldrig op med at tro, og hun fortsatte sin praksis. Ingen, der i de sidste 40 år har kigget på Mother Teresa har været i tvivl om at det arbejde hun gjorde blandt de fattige blev gjort fordi hun elskede Gud. Og ingen har været i tvivl om at hun viste hen til noget godt og stort som mange længes efter. Havde vi været i tvivl om det ville hun ikke være blevet sådan et forbillede.

Jeg er kommet frem til at Mother Teresa i den grad er et forbillede for at kristendommen netop ikke blot handler om det vi som mennesker kan føle, mærke, opleve. Kristendommen er ikke bare noget, der sker i mig. Kristendommen er derimod en tillid til Guds godhed, der kommer udefra. Og så er sand kristentro også praksis. Jeg gør min tro. Derfor kan man leve et kristent liv uden selv at have kunnet mærke Gud - fordi man stadig kan leve i tillid til ham og handle udfra den.