En nytårsbøn

Jeg skal gerne indrømme at der er mange ting i det danske kirkeliv, der kan trænge til et kærligt pust af nyt liv. At vi står foran en lang proces som kirker (og kristne) for at komme til at kradse hvor det klør for moderne mennesker - det ved jeg godt.

Alligevel vil jeg også til hver en tid holde fast på at alt gammelt ikke er skidt. Som moderne kirstne kan vi lære meget af kristne mennesker fra andre tider - for menneskers problematikker omkring det med Gud er vældig ens. I hvert er der elementer der får igen.

Vi finder de her vise og erfarne (almindelige, dagligdags) mennesker i bøger, i bønner og i kirkens traditioner.
En af dem vi kan lære af og som vi vender tilbage til år efter år i Metodistkirken er en bøn af John Welsey. Det var ham, der lagde grunden til Metodistkirken. Bønnen handler om det forhold som er mellem Gud og mennesker. At Gud vil være vores Gud, og ligge sin kærlighed i vores hjerter, så vi kan være rigtige, levende mennesker.

Hvert eneste år siden er den bøn blevet bedt i den gudstjeneste som kaldes "pagtsgudstjenesten". Formen, musikken og måden den er holdt på har ændret sig. Men
ordene er de sammen. Nogen siger det er en hård bøn, fordi den bruger stærke udtryk, andre finder det befriende at få sat ord på hvordan det kan være. Nogen elsker bønnen fordi den for alvor tager fat i hjertet, andre synes den er forfærdelig fordi den er så absolut. Det er en bøn, som andre kristne fra andre kirker tager til sig. Fordi den er enkel, og alligevel dyb. Fin, men slidstærk. Og fordi den rammer ind i så meget af det, der er med til at være menneske.

Det er en sund kristen praksis at bruge bønner igen og igen - indtil de bliver ens egne. Og åndelig modenhed vokser frem, der hvor man lader fordybelsen og genkendelsens glæde vokse frem. Man lærer bedst ved at øve sig - det gælder også i livet med Gud.

Vi be'r bønnen i gudstjenesten kl. 10.00 på søndag i Vejle.

Herre, jeg er ikke mere min egen,
men din.
Sæt mig til hvad du vil,
stil mig blandt hvem du vil;
sæt mig, hvor der handles;
sæt mig hvor der lides.
Lad mig blive brugt for dig
eller sat til side for dig,
lad mig være ophøjet for dig
eller fornedret for dig,
fyld mig, eller lad mig opleve tomhed,
lad mig eje alt, lad mig være fattig.
Frit og med glæde opgiver jeg alt,
så du kan gøre med det,
som du behager.
Og nu, herlige og velsignede Gud;
Fader, Søn og Helligånd,
er du min og jeg er din.
Må det altid være således.
Amen.
John Wesley’s Pagtsgudstjeneste 1755