Om breve og længsel

Et godt, gammeldags postkasse-brev dumpede ind af brevsprækken. Det er ikke så ofte det sker, som det var en gang. På efterskolen og de første år i England var der en lind strøm af breve frem og tilbage mellem mig, venner og familie. 

Nu bruger vi email. Eller ringer sammen, hvis det da ikke "bare" bli'r til en sms eller facebook hilsen. Det er også alt sammen rigtig godt. Men et brev lander tungere. Der er noget særligt ved at kunne holde ens hilsen i hånden, og se den andens håndskrift. 

Undskyldningen er, at det er blevet så dyrt at sende et brev. Det er det da også, men på den anden side bruger jeg rask væk 8 kroner på så meget andet, hvor jeg ikke skænker det en tanke. Jeg tror, jeg vil oppe mig med brevskrivningen. Bare lidt. Inden postvæsenet pakker helt sammen. 

Brevet jeg fik forleden var af den smukke slags. Dekoreret med billeder og tegninger. Kan I huske det? Og de kuverter man foldede af magasiner og fint papir?

Min veninde, der skrev er en viis kvinde. Det nærer min sjæl at snakke - og nu også at skrive - med hende. Spørgsmålet hendes brev efterlod hos mig var: "Hvorfor formes min tillid så lidt af min længsel?"

Når jeg ved, hvad jeg længes efter - fordybelse, nærhed med Gud, mig selv og  mine kære. Når den dybe ro, enkeltheden og den umiddelbare glæde er min længsel, hvorfor leder den mig så ikke tættere på? 

Måske kan spørgsmålet også sætte en tanke i gang hos dig. 

I morges fandt jeg denne lille bøn: 

"Treenige Gud, kom til os som morgendug.

Antænd i os din kærlighed

og led os i vores længsel."