Selvransagelse? Ja tak!!

I kølvandet på begivenheder som dem i Norge, ser vi klarere hvad mennesker er gjort af. Vist ser vi det grusomme tydeligt, men samtidig ser vi storhed: mennesker, der giver deres liv for at redde andre. Vi ser meningsløshed, men vi ser også håb: unge mennesker, der udtaler at kærligheden må være stærkest. Vi ser, hvordan vi søger sammen, for at finde mening og mål med fremtiden. Vi ser, at nok findes ondskaben i tilsyneladende almindelige mennesker, men vi ser også at styrke, integritet, mod, håb og kærlighed findes i ledere og dem, der bliver ramt.

Selvom jeg har følt jeg har stået på afstand (dels at jeg ikke er nordmand, dels af feriens afstand til internet og TV) og betragtet det hele, mærker jeg, hvordan det at se modsætningerne i mine medmennesker kalder på spørgsmål hos mig selv: Hvordan ville jeg handle i sådan en situation? Hvad gør jeg for, at den slags ikke sker igen? Hvordan er jeg med til at støtte eller undergrave et verdensbillede, der så hadefuldt kan afskrive andre mennesker? Refleksionen over min del af verden kommer helt naturligt. Selvransagelsen er en del af tilværelsen, hvis man tager sin del af verden alvorligt. Sådan som enkeltpersoner både offentligt og privat, organisationer og partier har gjort det både i Danmark og i Norden i øvrigt her efter.

Sådan må det være, når man forstår, hvordan vi alle sammen udgør og er med til at præge vores samfund. Derfor blev mine fordomme negativt bekræftet, da jeg læste Morten Messerschmidts udtale til Politiken d. 3. august: "Hvis man begiver sig ind på den bane af selvransagelse, accepterer man jo at skulle have en del af ansvaret. Der er jo ingen grund til - når man er uden ansvar - at ændre noget."

Jamen! Kan det overhovedet lade sig at gøre, ikke at reflektere over det, der sker omkring os? Er det ikke netop en del af livet, at vi påvirkes af mennesker og begivenheder omkring os - skidt som kanel - og ændrer os selv efter dem? Bruger vi ikke netop andre som forbillede for egen udvikling eller måde ikke at gøre ting på? Og er en total afskrivelse af selvransagelse oven på bomben i Osle og massakren på Utøya ikke det samme som at erklære fallit? Er det ikke netop ikke at ville tage ansvar eller andel i det samfund vi sammen er en del af?

Efter d. 22. juli har jeg tænkt at jeg vil være mere højlydt om modsatte meninger end et verdensbillede, der afskriver mennesker på grund af deres religion, kultur eller hudfarve. Jeg håber, det ikke er fordi jeg er præst, men fordi jeg er et menneske. Jeg tror på, at vi ved selvransagelse og handling kan være med til at gøre en forskel for os selv og andre. Jeg tror på, at - ved Guds hjælp - kan kærligheden overvinde had.
For som den norske kronprins sagde i sin tale d. 25. juli: "Efter 22. juli kan vi aldrig igen tillade os at tænke at vore meninger og holdninger er uden betydning."

Jeg tror, vores meninger har betydning. Og vi har altid et ansvar; for vores eget liv, for vores medmennesker og overfor den verden vi er sat i. Mennesket indeholder store ting. Det er vores ansvar at vise det.