Som silkepapir og velour

Det hele startede med et frø fra Tines have. Den første dag i juni for tre år siden sprang den røde valmue ud på min terasse. Det bekendtskab har ført en betagelse af valmuer med sig. De er forunderlige, synes jeg. På én gang robuste at se på med deres tykke stængler med hår og det hele. Og på samme tid sårbare og skrøbelige, fordi deres blomsterblade er så tynde og så let tager skade af regn og blæst. 

Måske består betagelsen af genkendelse? Sådan tænker jeg tit at haven lærer mig om livet som menneske og livet med Skaberen.

Forrige år såede jeg så nogle valmuer i forskellige lyserøde og gyldne farver. Den første er netop sprunget ud. Den er noget af det smukkeste jeg endnu har haft i min have. Dels er der de sarte blade, der ligne silkepapir med fine linjer og krøller. Dels er der det, der bliver til frøstanden inden i, som ligner fed velour. 

Og endelig er der farven. Sart lyserød. Nærmest en lys laksefarvet. Smuk er den i hvert fald. Det er første år planten blomstrer, og den har kun én blomst. Så jeg glæder mig allerede til næste år, hvor der med garanti kommer flere. Nu er det med at nyde skønheden så længe den står her!

Derudover er de første fingerbøk (digitalis) så småt ved at blomstre. Efter at have haft dem her i et par år, der endelig små forskelle at spore i blomsternes nuancer.