Så lyt dog med maven!

Kl. 5 stod jeg op (fy føj) og gjorde mig klar til at tage ud af døren. Ondt i maven havde jeg over igen at skulle være væk fra Samuel og Duncan ovenpå en træls uge. Men "du har jo tilmeldt dig, det bli'r så godt, vi lærer jo noget nyttigt, du har jo ... , det skal også... , du skulle også.... og kunne også godt..., og de andre ..." (fortsat selv med at sætte argumenter fra "bør" listen ind). Lige da jeg gik ud af fordøren hørte jeg Samuel græde.

Suk

Så duede mine bolværker eller argumenter om, hvad godt dagen kunne bringe til min menighed, mit arbejde, mit kor ikke en døjt.

Så jeg tudede lidt, snakkede med dem, jeg skulle afsted sammen med (som heldigvis var lige så forstående overfor mig, som jeg ville have været, hvis det ikke var mig selv, men dem det gjaldt.) Og blev hjemme.

Istedet for input til hjernen og snak med folk i gospelmiljøet blev det til råhygge med Samuel og Duncan. Min hjerne er stadig en lille smule sur og fornærmet. Men min mave - den synger og har det godt, så det kan mærkes i hele kroppen.