Kirkevandring

Som sagt var der kirkevandring i Esbjerg i går. Det går i al sin enkelthed ud på, at man i løbet af en aften bevæger sig fra kirke til kirke, og i løbet af besøgende får en "hel" gudstjeneste.

Jeg elsker at komme i kirker, jeg ikke kender. For der er altid noget genkendeligt. Aftenen startede i den katolske kirke, og allerede da jeg gik ind i kirkerummet, følte jeg mig hjemme: duften af røgelse hang i luftenm og på væggene, var der helgen billeder. Gudstjenesten startede med et kor, der sang "Kyrie Eleison. Christe Eleison" (=Herre, forbarm dig. Kristus forbarm dig) Herefter var vi hos folkekirken i det fineste gamle missionshus. Med balkon og det hele - så her genkendte jeg arkitekturen fra "vores" gamle kriker. (Jeg ville virkelig gerne have vist billeder, men jeg glemte kameraret i min egen kirke, og fik det først med derfra.) Her var orgelbrus og fællessang. Og så fik vi forklaringen på hvorfor, der ikke bliver budt velkommen til en gudstjeneste i folkekirken: det er nemlig ikke præsten men Gud selv, der tager imod.
Herefter gik vi over til os i Metodistkirken. Vi har vejarbejde udenfor dørene ligenu - og det ser ikke så kønt ud.... På den anden side er det jo sådan det er - også på en kirkevandring: Intet går ud af lige landevej. Ikke engang i Esbjerg lige gader kan man se sig fri for forhindringer, der skal forceres. Hos os bad vi fadervor, sang og jeg læste et stykke fra bibelen.
Aftenen sluttede i Pinsekirken, hvor der var lovsang med band og sangtekster på powerpointen. Gudstjenesten sluttede med at vi fire kolleger lyste velsignelsen over de, der var gået med.

Det er så sjovt med den slags fællesskab, for det fælles kendte bliver tydeligt; trosbekendelserne, Fadervor, bibelen og velsignelserne. Alt det, vi bygger på, er fælles arvegods. Men samtidig bliver forskellene også tydelige: mangfoldigheden i indretning, musik, det, vi lægger vægt på i teologien og gudstjenesten. Som i alt andet fællesskab er det der, hvor forskellene bliver tydelige at der er brug for kærligheden og tålmodigheden.

Hos folkekirken læste min kollega op fra Martin Luthers forord til sin kommentar på Romerbrevet. Se, dét var jo sjovt for en nørd som mig. For det var dét forord, der gjorde, at der overhovedet er noget, der hedder Metodistkirken. Det var nemlig under oplæsningen af Martin Luthers forord til et møde i Aldersgate, London, d. 24. maj 1738,  at John Wesley, blev personligt kristen. Det var John Wesley, som blev katalysator for metodistbevægelsen.  Jo jo. Ikke bare har vi traditioner til fælles. Vi kommer også af hinanden. Dét er der grund til at være taknemmelig for!

I Jyske Vestkysten har jeg også skrevet.