En af mine studiekammerater døde i weekenden. Sådan bare uden videre. Vi var lige gamle. Han faldt sammen i sit hjem, og hans kone kunne ikke genoplive ham. Han skal begraves næste onsdag.

Hvor er det bare mærkeligt, som forhænget mellem liv og død er tyndt.

Jon er død. Provokerende, dygtige, varme Jon. Ham, der kunne få en hel sal med, når han spillede klaver. Som bare rystede den ene sang efter den anden og overgange ud af ærmet. Han, der følte sig forpligtet på det akademiske, fordi hans far er så dygtig. Nøj, hvor har vi diskuteret mange gange - både i og udenfor undervisningen. Vi havde sådan en underforstået ting om, at vi diskuterede så det fløj om ørene på os, og måske netop derfor også havde en enorm respekt for hinanden.

Nu er han død. Han nåede at fejre 1 års bryllupsdag.
Æret være hans minde!