Når livet her slutter

Vi har et menneske, der er dødt idag. Jeg skriver "vi har" fordi, det er et menneske, der hører til i menigheden. Det er altid en speciel ting, at går herhjemme og vide, at et menneske ligger for døden. Nogen siger ind imellem til os, når vi fortæller det, at "Det er da også forfærdeligt". Det synes jeg nu ikke det er. Det er tankevækkende, og det giver naturligvis en særlig stemning - men ikke af uhygge. Istedet synes jeg, det vækker ydmyghed og en stille glæde over livet, som var og er.

Jeg ved godt, det er en del af mit arbejde at hjælpe mennesker med døden: både de pårørende når døden er indtruffet, men også den døende, hvis vi bliver inviteret til og har mulighed for at snakke med vedkommende og familien og måske bede for dem eller lyse velsignelsen over dem. Så selvfølgelig har jeg oplevet flere samtaler om død end så mange andre (men ikke flere end læger, sygeplejersker eller bedemænd og ældre kolleger). Min egen erfaring siger mig at en god præst på det rigtige tidspunkt kan være med til at gøre en stor forskel i den process sorgen er for de pårørende, men også for den, der skal dø.

Overgangen mellem livet og døden fascinerer mig. Jeg mener ikke den bratte overgang ved en ulykke, men den naturlige overgang, der er, når der er tale om alderdom eller sygdom. Det både beroliger mig og undrer mig, hvordan mennesker kan gøre sig klar til at dø: ordne de sidste ting, snakke med de mennesker, der har betydning. Og så, når alt er ordnet, ligesom slappe af og give efter for døden. Så er døden ikke farlig, men en ven.

Det menneske vi kendte, som døde i dag, døde en god død. Stille, roligt og i tide. Men fred og overbevisning om at alt, var i gode hænder. Både her og Der. Hvad mere kan man ønske sig?