E står for min morfar, Ingemann Emil, som i dag fyldte 92 år. Børn, børnebørn, oldebørn og naboer har hele dagen været "hjemme" for at ønske tillykke. På ét tidspunkt var vi 25 til eftermiddagskaffe i den lille, varme stue. Han blev fejret med stille manner, som det sig hør og bør for så gammelt et menneske.
Da min morfar blev 90 skrev jeg et indlæg på bloggen om ham og Mandela.
E kunne også have stået for Evig, for det var et af de ord, jeg har gået og tænkt på i ugens løb. Evigheden er en vigtig dimension for mig, fordi den sætter livet her og nu i perspektiv: det jeg gør, dem jeg elsker, det jeg drømmer har betydning ikke bare lige nu, men i al evighed. Men hvordan skal vi forstå evigheden? Egentlig tror jeg ikke vi kan - det er for stort og uhåndgribeligt for menneskehoveder. Hvordan skal jeg begribe noget, der aldrig har haft en begyndelse eller en slutning, som jeg kan se?
Det tætteste jeg kommer på for at forstå det er mine bedsteforældre: de har altid været der. Min mormor og morfar er en del af det fundement mit liv går ud fra, de er en del af mit udspring. Jeg kan ikke se deres begyndelse, da jeg var lille var jeg sikker på de bare altid havde set sådan ud, og i mange år kunne jeg ikke se at de forandrede sig overhovedet. Men jeg er blevet voksen, og de er blevet ældre. Nu kan jeg godt se at de er gamle. Jeg kan se og mærke at morfar er træt, og at mormor har svært ved at holde styr på alle i den store familie. Så min hjemmelavede- tæt-på-kroppen-erfaring af evighed smuldrer: De, der altid har været er til at se en ende på.
Og sådan må det vel være: At dét, der er med til at give os forståelse og erfaring af de største ting, netop må stoppe et sted, fordi de ikke selv er det, de peger hen på.
E for Emil og Evighed. Og uanset hvad, så vil Ingemann Emil og Mary Margrethe altid være bedsteforældre.
Gratulerer med overstått dag til din morfar! 92 er jammen en bra alder, og du har skrevet et meget fint innlegg om dine besteforeldre :)
ReplyDeleteHa en super helg videre!
92 år er jo en anseelig alder da, og det er med respekt man kan overvære en slik begivenhet.
ReplyDeleteDet å se så mange generasjoner i samme familie samlet på ETT sted er ikke mange forunt.
Vi er også så heldig at vi i flere år har vært 4 generasjoner til bords.
Størst er nok opplevelsen for oldebarna og min mor på drøyt 90.
Min E:
http://toraamusic.blogspot.com
Jeg var selv så heldig at have fire bedsteforældre, indtil jeg var 16-17 år, og det er en mærkelig fornemmelse, når de begynder at falde fra. Og ja, det _er_ svært at få hovedet rundt om, at ens slægtninge har levet i samme tidsrum som Mandela. Når jeg tænker på mine slægtninge i sådan en forbindelse, kunne det lige så godt være foregået i to forskellige solsystemer.
ReplyDelete92 år står det respekt av! Tenk på den tiden han har fått oppleve på hvor store forandringer det har vært innen teknologi og alt.
ReplyDeleteVeldig koselig å lese E innlegget ditt:)
høres ut som en flott bestefar. Min far forklarte evigheten slik: hvert tusene år ,kommer en Kolibri til verdens høyeste fjell for å vesse /bryne nebbet sitt. Og når fugen haer slitt ned fjellet ,er et sekund at evigheten gått. Det ga mening da og mening nå..Flott e
ReplyDeleteTak, Melusine! Håber, din weekend også var god.
ReplyDeleteTorAa, du har helt ret i at det er særligt at være så mange generationer samlet på én gang. For mig giver det ro og har altid været med til at jeg vidste "hørte til" i noget større.
Henny; det er en ret sjov ting, at sidestille livsforløb på den måde. Sammenligne kan man vel ikke rigtigt.
Petunia: ja, det er jo det meste af et århundrede. Og jeg kan godt forstå, der så er ting som teknologi, det er svært at følge med i!
Living Next to me: Rigtig god forklaring af evigheden - det giver fornemmelse af længden. Tak for det!