Fortsæt!

Det blev ikke til øko-køer for vores vedkommende idag. Til gengæld lykkedes det at være med til en hel gudstjeneste for første gang siden februar. Dét var dejligt. Samuel klarede det med bravour - hvis jeg selv skal sige det. Han brød ikke ud i gråd fordi vi sang, han ville ikke op til sin far foran, han skreg kun højt en håndfuld gange til fare for forsamlingens hørelse (gode lunger kombineret med en høj tone i et rum med god akustik....) Der er - og skal være - plads til at børn er med ved gudstjenester i vores menigheder. Men "plads til" betyder jo ikke "licens til at forstyrre".... Alt i alt tror jeg vi klarede os rimeligt godt for en småbørnsfamilie med et tumle-barn i kirke - altså mht. forstyrrelse af resten af menigheden.

Den fortælling fra bibelen Duncan talte over handler om Jesus og Peter: Det er en af de flotte beretninger om et menneske, der efter opstandelsen mødes af og med den opstandne. Peter har været en rigtig god ven af Jesus - han har hurtigt fattet hvad Jesus ville, og kunne sætte ord på sin tro som en af de første. Han var klar til at forsvare Jesus med vold, da han blev taget til fange, og han svor troskab til døden... Det sidste kunne han bare ikke leve op til, da Jesus var til forhør inden korsfæstelsen. Tre gange blev Peter spurgt, om han ikke godt nok kendte Jesus. Og tre gange svarede han benægtende. Peter en af de disciple kvinderne hentede til graven påskemorgen. Han var sammen med de andre venner efter korsfæstelsen og opstandelsen: Han så den tomme grav, og han var der da Jesus viste sig for sine venner to gange.

Alligevel tager han bagefter hjem til sit fiskererhverv -hjem til dagligdagen, som om han ikke rigtig har forstået, at Jesu' opstandelse skulle have noget med ham at gøre. Måske er det fordi han tænker opstandelsen er helt i tråd med hvem han har lært at Jesus er: Guds søn. Og eftersom hverken Peter eller hans venner er det, kan de nu tage hjem og leve med eventyret i deres minder. Eller måske er det fordi opstandelsen ligesom er for meget: Peter levede jo ikke op til sine egne forventninger, eller det, han højt havde erklæret at ville. Hvordan skal han så kunne have noget at gøre med noget så fint som en opstandelse? Nej, så er han bedre hjemme ved sine fisk. Er han flov, uforstående, nedslået eller forvirret?

Dit bud er lige så godt som mit. Faktum er at Peter er ude at fiske, da han næste gang møder Jesus. Ikonen er er af Peter, der ser og genkender Jesus på strandbredden, og springer i vandet for hurtigt at svømme ind til ham. Så glad for at se ham er han i hvert fald!

Da Peter og Jesus taler sammen over morgenmaden, spørger Jesus tre gange om Peter elsker ham? Hvad gang svarer Peter, at det gør han, og hver gang siger Jesus noget i retningen af "Så pas på mine får" (altså, hans folk).

Tidligere har jeg hørt det udlagt som om Jesus giver Peter lov til at starte forfra; At Peter bliver givet en helt ny start, og at alt det med ikke at leve op til egne forventninger eller fejle foran alle bliver slettet og glemt. Og at da Jesus som afslutning på samtalen siger: "Følg mig" er det de samme ord, som fra starten fik Peter til at følges med Jesus. Så her ved strandbredden får Peter mulighed for at starte forfra.

Men her kom Duncans prædiken med en ny pointe for mig: formen af det græske ord "følg", der er brugt her er ikke samme form som den i starten. Denne gange siger Jesus nærmere: "Når det er sådan du har det, så bliv ved med at følge mig." "Så lad nettene ligge og fortsæt på det, vi startede sammen. Bliv ved med at gøre, som du har set, hørt og lært."

Der er helt klart noget for mig at tygge på her. Men det, jeg først blev ramt af, var følelsen af lettelse: Vi skal ikke starte forfra, når vi dummer os i livet og med Gud. Vi må have lov til at fortsætte, hvor vi slap - ikke som om det ikke skete, og ikke fordi det skal glemmes, men fordi det godt kan rummes også. Når jeg dummer mig, når jeg ikke lever op til mine egne forventninger, eller de "målsætninger" jeg højt har fortalt om, så er det ikke grund til at give op og lade alting ligge. Det vigtigste spørgsmål i forholdet til livet med Gud er ikke "Hvor godt klarer du dig?" men "Elsker du?"

Og dét føles så meget lettere, og der er så meget mere liv i det!