Nåden

Som tidligere skrevet har den sidste måneds tid ikke været det sjoveste jeg har oplevet. Og ligenu er batterierne noget flade på faktisk alle områder. Jeg har brugt meget tid på at spekulere over om det, at noget gør ondt og er svært betyder at det ikke kan være godt at være til. Det er en tanke, der ikke er ny, men som er vendt tilbage gennem de sidste år da der var krise i menigheden i Vejle og da Duncan var syg med stress.

Kan man have det godt selvom det er svært at være til? Er livet godt selvom det gør ondt? Jeg har tænkt nej. For jeg har syntes det gode skulle findes i det store billede. I de overordnede ting. Hvis helbredet, retfærdigheden, freden ikke er i orden, hvordan kan livet så være godt? Jeg talte for måneder siden med et klogt menneske (Tak, Birgit!) som sagde at hun mener man skal kigge på de nære ting. For det er dem, der bærer. Jeg forstod det ikke. Syntes det var for let. Hvis bare det her og nu er i orden er det lige meget der er kirg i Irak?! Eller at små børn dør af sult, eller at arbejdet ikke fungerer, eller at min mand er syg?! Nej, det ku' jeg ikk acceptere.

Men nu er der alligevel sket noget, som gør jeg tror hun har ret. For nu mens Duncan har været syg har jeg opdaget at selvom alt roder, alt gør ondt, alt er svært, så kan der være ting eller øjeblikke som er gode. Livet er også godt selv når det gør ondt. Og det er i nuet jeg er. Det er der jeg findes og lever livet. Og så var det jeg kom i tanke om Johannes Møllehaves salme:

"Nåden er din dagligdag, hverdagen det nære,

mennesker at leve med. Nåden er at være.

Nåden er den kærlighed, som blev grundløst givet.

Nåden er den hverdag, som binder dig til livet.

Nåden er et ord fra Gud, over alle dage.

Nåden er når alt er tabt, at få alt tilbage.

Nåden er hver levet dag, hvert tilfældigt møde.

Nåden er det levende, der står op af døde.

Uden tro og uden Gud la'r vi døden råde.

Tro og håb og kærlighed får vi kun nåde."

Det er nr. 350 i salmebogen.